Danskundervisning og en åben arbejdsgiver:: Fra Rumænien til fast arbejde i Farsø
Hvis ledige, højtuddannede udlændinge skal rekrutteres til virksomheder, skal sproget være på plads, og virksomheden gearet til udenlandsk arbejdskraft. Det viser et vellykket EU-projekt i Himmerland.

Adrian Bosancu fra Rumænien (tv.) er lager- og logistikansvarlig i direktør Torben Thorsens virksomhed Thorsen-Teknik i Farsø. Foto: Erhvervsstyrelsen
Ét særligt paradoks har i årevis drillet arbejdsmarkedet og erhvervslivet: Mange virksomheder uden for de større byer har svært ved at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Samtidig går mange højtuddannede ledige – og det gælder især kandidater med udenlandsk baggrund.
Men det kan lade sig gøre at matche ledige udlændinge og virksomheder, der mangler højtuddannet arbejdskraft. Det viser EU-projektet »Go Vest« i Vesthimmerlands Kommune.
Projektet har på tre år matchet 15 ledige kandidater med en længerevarende uddannelse og udenlandsk baggrund med virksomheder i Vesthimmerlands Kommune og flere andre nordjyske kommuner.
Håndholdt indsats og håndplukkede kandidater
Direktør Torben Thorsen, som ejer og driver Thorsen-Teknik i Farsø, har nydt godt af indsatsen i »Go Vest«. I 2021 landede to af projektets ledige dimittender med udenlandsk baggrund i hans virksomhed, som er specialiseret i præcisions-GPS’er til landbruget. Efter flere år med voldsom vækst havde virksomheden et stort behov for højtuddannet arbejdskraft – og gerne udlændinge af hensyn til Thorsen-Tekniks mange engelsktalende kunder.
- Det kræver noget af både de ansatte og den virksomhed, de lander i. Medarbejderen skal gå ind i det med hud og hår – blandt andet med at vise en vilje til at lære dansk, og virksomheden skal gå lige så helhjertet ind i at integrere medarbejderen. Udenlandske medarbejdere har en anden sproglig og kulturel baggrund, og deres tilgang til arbejdet er ofte anderledes. Begge vores ansatte gik hurtigt i gang med danskundervisning, og det er et vigtigt signal at sende til sin arbejdsgiver, siger Torben Thorsen.
En af de to nyansatte er rumænske Adrian Bosancu, som er lager- og indkøbsansvarlig. Han bor i nabobyen Aalestrup med sin hustru, der er tandlæge, og to døtre på fem og syv år. Trygheden i en mindre by, hvor parret bor tæt på børnenes skole og børnehave, tiltaler ham, og han er glad for den flade organisation i de danske små- og mellemstore virksomheder.
- Man får hurtigt ansvar, og ledelsen viser dig tillid. I starten havde jeg det svært på grund af sproget, men min direktør sagde, at jeg bare skulle bruge mine kompetencer og lære det stille og roligt. Efter et halvt år havde jeg fundet mig til rette, og nu tænker jeg, at jeg sagtens kan være her i mange år, forklarer Adrian Bosancu.
Sproget er altafgørende
Adrian Bosancu deltog først i holdundervisning og fik senere individuel undervisning. Det er han taknemlig for i dag:
- I København tales der i højere grad engelsk i virksomhederne, men hvis man vil arbejde uden for København, er det vigtigt at kunne tale dansk. Mit ønske har hele tiden været at tilpasse mig det danske samfund, og jeg har brugt meget tid på danskundervisning. Jeg taler måske ikke perfekt dansk endnu, men nok til, at jeg er integreret i mit team og kan deltage i snakken i pauserne.
I Thorsen-Teknik er Adrian Bosancu i dag en medarbejder på lige fod med alle andre for direktør Torben Thorsen. Han roser »Go Vest« for en stor og vedholdende indsats for at finde den helt rigtige medarbejder til virksomheden – og hjælpe med integrationen.
- Jeg kunne godt have ringet til jobcentret, men i deres database står der ingen med den specialviden, vi havde brug for. »Go Vest« havde en database over ledige udlændinge, og samtidig tilbød de at hjælpe med integrationen af vores nye ansatte, fortæller Torben Thorsen.
»Go Vest«
»Go Vest« er en fælles indsats for at tiltrække og fastholde internationale talenter til virksomheder i Vesthimmerlands Kommune. Projektet udfordrer et paradoks på arbejdsmarkedet: At virksomhederne i stigende grad har behov for højtuddannet arbejdskraft til nye eller forandrede opgaver og markeder, samtidig med at ledigheden blandt dimittender er stigende, især blandt udenlandske studerende. Derfor skaber projektet et kvalificeret match mellem højtuddannede internationale kandidater og lokale virksomheder.
I projektet matches 15 virksomheder i Vesthimmerlands Kommune og 30 kandidater med udenlandsk baggrund. Målet er, at 12 højtuddannede internationale kandidater er i ordinært arbejde, når projektet afsluttes.
Projektet begyndte i september 2019 og sluttede med udgangen af 2022. EU’s Socialfond har støttet projektet med cirka to millioner kroner. Vesthimmerlands Kommune har været operatør på projektet, og Jobcenter Vesthimmerland og Erhverv Væksthimmerland har deltaget som partnere.