God latin for klima- og miljørigtig skovdrift i ministerier og styrelser i København og i universitetsbyernes sorte skoler i rimer dårligt på Jens Christian Christensens vestjyske ordstrøm, når han kommer i gang med at forklare de faktiske forhold ude i sin 800 hektar store bedrift, Påbøl Plantage.

- Man kan sidde og læse bøger til man bliver ordblind. Men kom dog ud og se, hvad vi laver, lyder hans opfordring til myndigheder og forskere, hvis begejstring for certificeringer og nye, grønne driftskrav falder i dårlig jord derude vestpå mellem Sønder Omme og Tarm.

 Jens Christian Christensen overtog selve driften af Påbøl Plantage som 22-årig i 1999. Som 35-årig købte han slægtsgården, som også er Venstre-koryfæet og en af grundlovsfædrene, I. C. Christensens, fødehjem.

- Jeg kender hver stump af min skov, siger Jens Christian Christensen, som har en årlig omsætning på 15-18 millioner kroner på hovedsageligt tømmer og syv ansatte.

Han mener på baggrund af sin daglige gang i sin plantage og hos kunder til sin skoventreprenørvirksomhed, at den danske skovlov er skrap nok til at sikre mod rovdrift på skovene. Og at mange af de regler og krav, som skovejerne underkastes af den grønne omstilling, virker stik imod hensigten.

Skovejerne er i gang med omstillingen

- Jeg kan huske, at når jeg som dreng så sådan en gammel tyk, skrubtudse, så var det lige før, at man ringede til nogen om det, hvis man ellers havde haft en mobiltelefon. Der var dengang ikke rigtig sådan nogle skrubtudser. Nu er de alle steder. Og hvorfor er storken kommet tilbage, og hvorfor har vi havørne? Skovejerne er jo i gang med at skabe en større biodiversitet. Også fordi vi er blevet klogere. Så stop nu al den klima-plidder-pladder. For vi er på vej. Alle skovejere er på vej, siger Jens Christian Christensen.

Som jæger om en hals har han udlagt 20 hektar af sin ejendom til fodergræs til kronvildt, som han også har en anseelig indtægt af at udleje jagten på.

- Der er så mange, som har sagt, at kulturskov ikke kan gå sammen med kronvildt. Det er noget pladder. Nogle steder må vi ikke komme og skove med vores skoventreprenørvirksomhed, fordi der skal være jagt fjorten dage efter. Men det er nonsens. Der er ikke ret mange skove i Jylland, som der bliver skovet og rodet så meget i med maskiner som her hos mig. Og vi skyder sindssygt meget kronvildt – 70 styk om året. De skal bare passes ordentligt.

Var helst fri for certificering

Jens Christian Christensen føler sig tvunget ind i en certificeringsordning med bistand fra Hededanmark, fordi de lokale varmeværker er underlagt lovkrav om at afkræve leverandørerne sådan en grøn blåstempling, ligesom den udløser et pristillæg for tømmeret.

-  Det er ærgerligt, for der er ingen ting i vores arbejdsgang, som vi har lavet om på. Det er fuldstændig det samme, vi gør, bortset fra at der nu skal skrives papir på papir på papir. Det gør ingen økonomisk forskel for mig. Jeg tror, at det, som jeg vil få mere for tømmeret, kun vil bare kunne betale for certificeringen. Det vil gå i et nul. Jeg var meget hellere fri.

Jens Christian Christensen harcelerer over forestillinger om, at jo mere urørt naturen er, jo mere fremmes fauna og flora.

Certificering indebærer blandt andet et forbud mod dybdepløjning før plantning af nye træer, ligesom også Landbrugsstyrelsen i en tilskudsordning under landbrugsstøtteordningen for skovrejsning belønner landmænd med ekstra tilskud for at lade være med det.

Jens Christian Christensen tager sig til hovedet:

- Hvis man ikke vil sprøjte, så er man nødt til at dybdepløje på grund af snudebillerne, som æder træer. Mange sprøjter to gang imod snudebiller. Og det koster en krone per træ, og det er nogle krasse midler, de er ude med. Det er de stærkeste insektmidler, som man har i dag.

Regler strider mod grønne hensigter

- Vi har ikke sprøjtet siden 2005. Men på grund af certificeringen går det ikke mere, for nu må vi ikke mere dybdepløje eller trække trærødderne op og neddele dem til brændsel i varmeværkerne. Træerne gror bare ti gange bedre, når man dybdepløjer, før man sår dem. Det er børnelærdom for alle, som har med træer at gøre. Det er en velplejet jysk nåletræskultur, som bliver tyndet ud ofte, der trækker mest CO2 ud af luften. Det viser alle undersøgelser.

Ifølge et sagsnotat fra Københavns Universitet fra 2019, »Kulstofbinding ved skovrejsning«, optager nåletræsarter og hurtigt voksende træarter ved skovrejsning i løbet af de første 30 år 13-31 CO2-ækvavilenter per hektar om året. Tallet for løvtræer er 3-11.

Det strider også imod de grønne hensigter, siger Jens Christian Christensen, at Landbrugsstyrelsen både før som nu har forlangt, at også vestjyske skovejere har skullet plante en stor andel løvtræer for at indfri krav til støtteordninger. Løvtræer vokser dårligt i Vestjyllands sandede jorder.

Spild af penge

- Vi skal da også have løvtræer her ovre i Vestjylland, men ikke ret meget af det. Og de skal plantes de rigtige steder. Til pryd og til at opnå stormfasthed i skoven er løvtræer superfine. Men vi kan ikke bruge løvtræer herovre til produktion.

- Det var helt galt i stormfaldspakken fra 1999, at man fik over 30.000 kroner per hektar i tilskud for at plante løvtræer. Så nu er det klistret til med sådan noget skidt herovre. Her står løvtræer, som er tyve år gamle, men kun tre meter høje. Det er da pengespild.

Han beretter om udbredt utilfredshed i branchen, som oplever en omsiggribende regulering.

- Jeg tror, at der på sigt vil der være nogle skovejere, som ikke gider længere, fordi er bliver for mange regler.