Workshops skal gøre landmænd bedre

Hvis man tager ved lære af Top 2-landmænd, øger man chancerne for at få en bedre bundlinje. Det er tankegangen bag en række workshops, som Seges Strategi & Vækst sætter på banen i løbet af efteråret.

Som landmand har man mange forskellige kasketter på i løbet af en dag. Men hvordan skal man se sig selv – som landmand eller som direktør for en landbrugsvirksomhed?

Fælles for Top 2-landmænd er, at de har fokus på den samlede virksomhed, og det betaler sig ifølge Seges. En økonomisk analyse af Top 2-landmændene, gennemført fra finanskrisen til og med 2016, viser netop, at Top 2-landmænd har en gennemsnitlig bundlinje, der er næsten syv gange bedre end Top 15. 

Mange landmand vil gerne blive bedre til at arbejde i rollerne som både landmand i marken og direktør på kontoret, men det kan være en udfordring at forene de to kasketter. Derfor afholder Seges Strategi & Vækst i efteråret en række workshops, der skal inspirere flere landmænd til at arbejde med de ting, som Top 2-landmændene har succes med.

Rasmus Berg Larsen, som er konsulent for Strategi & Vækst ved Seges, fortæller:

- Deltagerne på workshoppen får mulighed for at lære, hvordan de dygtigste landmænd i Danmark har gjort, og vi tager udgangspunkt i et sæt med fem anbefalinger, som Seges og 18 landmænd har arbejdet med siden 1. januar 2019.

- Det bliver en dag, hvor deltagerne bliver udfordret, og udbyttet bliver større, hvis deltagerne er villige til at diskutere nogen af de lidt sværere emner som for eksempel ledelsesudfordringer. 

Personlig udvikling 

Hvad er det så, Top 2-landmændene gør rigtigt, og hvordan får man den konkrete viden sat i spil hos andre landmænd? Svaret finder man blandt andet i fem anbefalinger, som Seges har udarbejdet.

Anbefalingerne skal ses som et samlet sæt, og derfor skal landmanden arbejde med alle fem anbefalinger, for at det giver gode resultater.

En af anbefalingerne lyder på, at landmanden skal sætte fokus på sin personlige udvikling. Landmanden skal erkende, at han selv er et af de vigtigste aktiver i virksomheden. Det er ikke nok, at landmanden kun sørger for at vedligeholde traktorer og bygninger, for der ligger også et stort arbejde i, at han tager hånd om sig selv, sin egen udvikling og sine medarbejdere. 

Indadvendt fokus

En anden anbefaling handler om begrebet »growth mindset« – et begreb, som landmændene gerne må tage til sig. Hvis man har et »growth mindset«, har man en vilje, lyst og motivation til at udvikle sig selv og sin virksomhed. Landmanden er allerede godt på vej, hvis han ser muligheder i stedet for begrænsninger. 

- Vigtigst af alt handler det om, at vi kan se, at Top 2-landmændene ikke beskæftiger sig meget med de ting, de ikke kan gøre noget ved. Det kunne eksempelvis være rammebetingelser. I stedet fokuserer de på de områder, hvor de kan gøre en forskel, forklarer Rasmus Berg Larsen, der anbefaler, at man tager sig tiden til at arbejde med strategi.

hka
 

Læs også