Det er op ad bakke med eksporten til Rusland af mekaniseret tilbehør til landbruget.
For at hjælpe med at skubbe på har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen tirsdag og onsdag i denne uge deltaget i Ruslands største landbrugsmesse i Moskva, Agrofarm, hvor også en halv snes danske virksomheder deltager.
- For mekaniseringsdelen er der gode muligheder for danske virksomheder i Rusland, siger Carsten Rasmussen, som er salgsansvarlig for det russiske marked hos Skov A/S, der især producerer varmekøling og ventilation samt it-overvågningsystemer til hovedsageligt svine- og kyllingestalde.
Blandt andet den over en milliard kroner store svinekødseksport til landet blev sløjfet i 2014, da Rusland og Vesten røg i totterne på hinanden over Ukraine. Både EU og Rusland forlængede kort før jul deres respektive sanktioner og modsanktioner, der for dansk landbrugseksports vedkommende betyder, at det fortsat kun er nøje udvalgte landbrugsprodukter såsom laktosefri mælk, russerne tillader import af, fordi de ikke kan undvære det.

Fald i eksporten

Eksporten af fisk og skaldyr er vokset støt. Men på landbrugssiden har det været blandt andet korn, foder og enzymer og den slags, som har skullet trække læsset. Og så maskiner og tilbehør til jordbrug og næringsmiddelindustrien.
Eksporten af dén produktionskategori faldt ifølge Landbrug & Fødevarer i perioden januar-oktober til 122 millioner kroner fra 179 millioner kroner (jordbrug) og til 124 millioner kroner fra 206 millioner kroner (næringsmiddelindustri) i forhold til samme periode i 2016.
Faldet skete til trods for, at de russiske kødproducenter ellers har kunnet konsolidere sig i den periode, sanktionerne har været i kraft. I årene forinden havde der ellers været tale om en stigning i værdien af den danske eksport af de to produktkategorier. Pengeværdien af eksporten i kroner har så undervejs været udhulet af, at rublen har svinget meget.

Er blevet mere købestærke

Rusland er dog alligevel Danmarks niendevigtigste eksportland for maskinel til jordbrug og det tredjevigtigste for maskinel til næringsmiddelindustrien ifølge en opgørelse fra L&F.
Sanktionerne har betydet, at de russiske producenter af de varer, der er omfattet af landets sanktioner mod EU-eksport, er blevet mere købestærke som kunder til blandt andre dansk højteknologi indenfor landbruget, end de ellers kunne have været, fordi de har kunnet levet højt på at være eneleverandør. Det er en ydelse, som russerne har behov for til at udbygge deres egen fødevareproduktion.
Carsten Rasmussen fra Skov fornemmer, at udviklingen er ved at vende til stigende efterspørgsel igen.

Fornemmer stigende efterspørgsel

-Jeg synes, at vi har oplevet en stigende efterspørgsel, også fordi de russiske kødproducenter har haft nogle fornuftige priser, ligesom valutaen er blevet mere stabil, og fordi der i kombination hermed også er nogle nationale støtteprogrammer til landbruget.
- Når valutakursen er så svingende, så er investorer altid lidt tilbageholdende med at indgå kontrakter i fremmed valuta. Rublen har nu stabiliseret sig på et noget lavere niveau, men dog stabiliseret sig. Og det har givet kunderne lidt mere mod på sagen samtidig med, at de priser, de selv har kunnet opnå, har været fornuftige, siger han.
I Landbrug & Fødevarer ser også Jan Laustsen, som er direktør for handel, marked og ernæring, muligheder for eksportfremgang for maskiner og andet tilbehør til produktionen.

Agrofarm er altid vigtig

- Der har været en udvikling, hvor russerne mere har været optaget af at udbygge deres produktionsanlæg på bedrifterne såsom staldsystem og lidt mindre på at opbygge deres forarbejdningsindustri. Der vil formodentligt opstå nye, store projekter. Og vi er med for at prøve at sikre, at danske virksomheder får en platform dér.
- Agrofarm er en af de udstillinger, vi altid prioriterer at komme til. Det er her, at man stadigvæk har nogle af de produkter med på udstilling, som vi kan sælge på det russiske marked, og der kommer rigtigt mange besøgende, ligesom man kan møde de mennesker, som er relevante både kommercielt og myndighedsrelateret, siger Jan Laustsen.
For Danmarks samlede eksport af varer og tjenesteydelse regner Udenrigsministeriet med et fald på 12 procent i 2018 i forhold til 2017. Siden 2013 er Danmarks samlede eksport til Rusland halveret til omkring fem milliarder kroner.

Finans