Landmænd landet er med i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, der foregår i uge 15.

Agri Nord er også med og har arrangeret indsamling tre steder i Himmerland – en ved Løgstør, en ved Nibe og én ved Aalborg.

- Vi stiller selvfølgelig op i den gode sags tjeneste, og det er et godt initiativ. Det er egentligt sørgeligt, at vi er nødt til det, for alle burde jo kunne finde ud af tage affald med hjem i en pose og smide det i en affaldsspand i stedet for at smide det i naturen, siger Ulrik Krogsgaard, der er medlem af Agri Nords bestyrelse og selv vært for indsamlingen.

Han har allieret sig med naboer og andre i lokalsamfundet i Vindblæs lige udenfor Løgstør, der er klar med affaldssække i uge 15.

Ulrik Krogsgaard har selv fundet meget affald i kanten af sine marker. Der er rigtig mange cigaret-skodder og emballage.

- Det er en kæmpe udfordring for os, så vi vil gerne være med til at gøre opmærksomme på, at sådan gør vi ikke, siger han.

Især for dyrene kan affaldet være et problem.

- Hvis en ko får en dåse i maven, der er splintret, kan den simpelthen dø af det, fortæller Ulrik Krogsgaard.