Mette Engel skal som ny direktør skabe ro og sorte tal i Østdansk Landboforening, der har haft et par svære år.
De seneste par år har ikke hørt til de bedste i Østdansk Landboforenings historie. Foreningen – med base i Rønnede – har afskediget to direktører, og der har været røde tal på bundlinjen.
Efter seks år på posten blev Torben Flinch fyret i oktober 2021, mens afløseren Kim Kuhlmann kun nåede halvandet år i direktørstolen, inden han fik en fyreseddel i marts 2023. Her blev Søren Olsen udnævnt som konstitueret direktør, indtil der blev fundet en permanent afløser. Det blev der så tidligere på sommeren.
LandbrugØst kunne i juli således oplyse, at Mette Engel var blevet ansat som direktør i Østdansk Landboforening, hvor hun havde første arbejdsdag den 1. august. Nu har hun så stået ved rorpinden en måneds tid, der blandt andet har budt på et interview med LandbrugØst.
Én-til-én-samtaler
Mette Engel havde selvfølgelig kendskab til den turbulente tid i Østdansk Landboforening, og hun var også bevidst om nogle af de største og vigtigste arbejdsopgaver, hun med det samme skulle tage fat på.
- Som direktør vil jeg selvfølgelig foretage ændringer, der gavner os. Det skal dog ikke være forhastede beslutninger, og derfor handler det også om, at stikke en finger i jorden først.
Mette Engel
- Jeg har fra start haft stor fokus på at skabe ro, trivsel og samle huset, ligesom det selvfølgelig også er vigtigt, jeg sikrer, vi har en sund forretning, fortæller Mette Engel og tilføjer:
- Når man tiltræder et sted som her, er der utrolig mange nye ting, man skal sætte sig ind i, og for at lære hele huset og strukturen bedre at kende, har jeg i den første måned brugt tid på at have én-til-én-samtaler med medarbejderne.
Brænder for ledelse
Indbyrdes kendskab, forståelse for hinanden og god kommunikation hele vejen rundt i huset, er, ifølge Mette Engel, vigtige parametre for, at man sammen kan skabe de bedste resultater i landboforeningen.
- Som direktør vil jeg selvfølgelig foretage ændringer, der gavner os. Det skal dog ikke være forhastede beslutninger, og derfor handler det også om, at stikke en finger i jorden først, påpeger den nye landbodirektør, der har årelang erfaring som leder.
Hun har gennem de seneste 20 år haft flere forskellige lederstillinger. Først som projektleder og afdelingsleder i Rambøll Telecom, så afdelingsleder og rådgivningschef i DLS og VKST Økonomi, afdelingsleder i Lou Revision og senest områdeleder i Falck Ambulance Sjælland.
- Jeg har nærmest altid været leder, og det falder mig helt naturligt at have den rolle. Jeg brænder for ledelse og synes, det er rigtig spændende. Jeg synes, det er en fantastisk dejlig følelse, når man gør noget sammen og lykkes med tingene, siger Mette Engel og påpeger, at det er vigtigt at være »synlig, til stede og nærværende«.
Specielt fællesskab
I årene hos DLS og VKST (efter fusionen med Gefion) fyldte landbrug naturligvis en del i Mette Engels hverdag, og hun er glad for at være tilbage i den branche.
- Det er et spændende erhverv med et helt specielt fællesskab, hvor man virkelig er dygtige til at hjælpe hinanden, når der er brug for det. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.
- Der er en stor ærekærhed inden for landbruget. Landmænd stopper ikke bare op og holder fyraften, men laver tingene færdigt. De besidder nogle gode egenskaber, jeg holder meget af, siger Mette Engel, der selv er født og opvokset på landet – på en gård uden for Nykøbing Falster.
- Jeg er faktisk født midt i høsten, så det kan man da godt kalde »dårlig planlægning« af mine forældre, lyder det med et smil fra Mette Engel, der for nylig fyldte 52 år.
- Min far (Hans Christian Engel, red.) var meget engageret i landbruget, og han var i mange år med i både DLG’s bestyrelse og roedyrkerforeningens bestyrelse, og på grund af ham har jeg allerede i mine unge år lært mange landmænd at kende, fortæller Mette Engel.
Tilgang af kunder
Mette Engel er meget opsat på, at der i fællesskab skabes gode resultater i Østdansk Landboforening, der er i skrap konkurrence med VKST og Agrovi.
- Jeg er sikker på, at der er plads til en spiller som os. Vi kan noget andet, end VKST og Agrovi, og det er ikke altid en fordel at være stor, pointerer hun og fortsætter:
- Vi oplever tilgang af kunder, ligesom vi også får nye medlemmer. Jeg ved, at mange nyder at komme i huset og sætter pris på den gode og nærværende behandling, vi giver.
- Jeg er meget fortrøstningsfuld og ser optimistisk på fremtiden, slutter Mette Engel, der i øvrigt er den eneste kvindelige landbodirektør i landet.