Sikkerhed bør vægtes højt i arbejdet med heste

At arbejde med heste kan være risikofyldt. Seges understreger derfor, at der skal fokus på arbejdsmiljøet og sikkerheden, for at undgå flest mulige skader og ulykker.

På trods af, at der sker en del hesterelaterede arbejdsulykker, er arbejdsmiljø ofte et emne, der ikke er tilstrækkeligt fokus på ude på de enkelte hestevirksomheder.

Alt arbejde med heste er risikofyldt. Heste er store og stærke flugtdyr med hurtig reaktionsevne. Mange heste, særligt ungheste, er ikke vant til at blive håndteret, hvilket øger risikoen for ulykker. Det er derfor vigtigt, at medarbejderne har en bred basisviden om hestes adfærd.

De unge er mest udsatte ved ulykker med heste

I følge Arbejdstilsynets ulykkesopgørelse for anmeldte arbejdsulykker i årene 2013 – 2018 for håndtering af heste (rideulykker undtaget) sker de hyppigste skader ved fald og snublen, samt bid og spark fra heste. Det er unge i aldersgruppen 18 til 34 år, der oftest kommer til skade.

Det er derfor vigtigt, at man har fokus på arbejdssikkerheden, blandt andet ved at have fokus på hestens adfærd og generel håndtering af hesten.

Hestens adfærd

Seges fremhæver, at der er stor risiko for at blive sparket, væltet og klemt, når hesten lukkes på fold og tages ind igen. Der er vigtigt at instruere uerfarne medarbejdere i hestens adfærd, og hvordan man håndterer hesten på en sikker måde. Ved læsning af heste i en trailer eller lastbil kan utrænede heste blive stressede og utilregnelige. I disse situationer er instruktion også vigtig for at undgå ulykker.

Behandlingsboks øger sikkerheden

Håndtering af heste i stalden udgør en risiko, eksempelvis når der gives medicin, raspes tænder, eller når hesten har smed. Det er en god idé at have en særlig behandlingsboks, eller et undersøgelsesspiltov, hvor hesten kan stå under behandling. Det kan i mange tilfælde øge sikkerheden i stalden.

Maskiner som for eksempel minilæsser, ATV og traktor er rigtig gode hjælpemidler i hverdagen. Desværre sker der mange uheld og ulykker med maskiner og mange har ikke fået den nødvendige instruktion i, hvilke begrænsninger maskinerne kan have. Seges understreger, at det er vigtigt at kende maskinens læsseevne og hvordan man undgår at vælte med minilæsser og ATV. Det er lovpligtigt at bruge sikkerhedssele, når man kører minilæsser uden lukket førerhus.

Læs også