Muk er eksem i hestens kodebøjning, og det skyldes ofte en sårinfektion. Huden i kodebøjningen er tynd og følsom, og hvis den ikke holdes ren, opstår der nemt småsår. Bliv klogere på symptomer, behandling og forebyggelse.
Det sikreste tegn på muk er sårskorper i kodebøjningen. Det skriver Agria dyreforsikring og fremhæver, at der i nogle tilfælde opstår varme og hævelse, fordi infektionen breder sig.
Hestens hovskæg er beregnet til at beskytte kodebøjningen mod snavs og fugt. Nogle heste har meget hovskæg og er derfor bedre beskyttet. På heste med meget hovskæg skal man dog være opmærksom på, at muk kan skyldes skabmider, eller at huden ikke når at blive tør efter, at hesten har været på fold eller ude at ride, så den står med fugtige ben konstant. I så fald bør hovskægget klippes, så benet kan tørre helt hver dag.
Det kan være nyttigt at vide, at upigmenterede (hvide) ben har større risiko for at blive angrebet af muk.
God hygiejne
God staldhygiejne er også vigtigt for at forebygge muk. Våd eller beskidt strøelse skal skiftes mindst en gang om dagen, hvis hesten er på fold i løbet af dagen og mindst to gange, hvis hesten er inde hele dagen.
Vigtigt med nye rutiner, hvis hesten får muk
Hvis hesten får muk, gælder det om at fjerne årsagerne. Når hesten først har haft muk én gang, får den det nemmere igen.
Tænk på hvor grundigt og tit du tjekker kodebøjningerne. Hvor mudrede dine folde er, og om du kan gøre noget ved det. Om hesten går på underlag, der tit saltes, uden at du vasker saltet af, og om der bliver muget ud hos hesten mindst én gang om dagen.
Sådan kan du selv behandle muk:
• Vask med desinficerende og svampedræbende sæbe, for eksempel Hibiscrub, Mediscrub eller klorhexidinshampoo 4% og blød sårskorperne op, så de løsner sig, mens du vasker hesten. Bakterierne sidder under såret, og derfor er det vigtigt, at sårskorperne kommer af, så du kan vaske selve såret. Skyl omhyggeligt al sæbe af. Vær forsigtig, da det kan være ubehageligt for hesten, hvis den er øm
Hvis skorperne sidder meget fast, kan de smøres med for eksempel Helosan eller lignende en halv time før, du vasker benet.
• Tør forsigtigt, men grundigt med noget blødt og rent materiale, for eksempel et rent håndklæde. Du kan eventuelt afslutte med en hårtørrer
• Smør den tørre kodebøjning ind i blødgørende salve, for eksempel vaseline med salicylsyre (fås på apoteket) eller zinksalve
• Muk kan umiddelbart virke som en lille sag, men det kan give store problemer, hvis det ikke bliver behandlet rigtigt. Hvis du ikke ser en tydelig forbedring efter at have behandlet hesten selv i en uges tid, må du ikke tøve med at kontakte dyrlægen. Hvis der går for lang tid, kan hesten få dermatofilose eller lymfangitis