Godt kørende med ballestabler

Ballestableren Quadro Pack V har vist sit værd i høstsæsonen, hvor den har været i aktion flere steder i landsdelen.

HØSTARBEJDE Når høsten fra kornmarken skal i hus, er der flere måder at gå til værks på. Og i de senere år har ballestableren Quadro PAC V, der importeres af smede- og maskinforretningen JMJ Maskiner Brørup, vunder flere og mere udbredelse. Og det er der en god forklaring på, fortæller Morten Kristensen, der er medejer af JMJ.

- Det helt essentielle er, at den stabler ballerne ovenpå hinanden, så de er lige til at læsse på lastbilen eller vognen. og alt efter hvad det er for et ballemål, man kører med, så kan den stable op til fire baller ad gangen, siger han til Landbrug Syd.

De fire baller er baseret på en ballestørrelse på 70 gange 120 centimeter.

- Men hvis man går op i ballestørrelsen 90 gange 120 centimeter, altså midi bigballestørrelse, der er blevet vældig populært i Danmark, så kan Quadro Pac V stable tre baller ovenpå hinanden, så det passer med bilen, siger Morten Kristensen.

Andre fordele

JMJ Brørup har haft importen af maskinen i en årrække, og Morten Kristensen påpeger, at det ikke kun er simpliciteten i jobudførslen, der er med til at gøre ballestableren attraktiv.

- For det første er der jo mindre omkostninger i forbindelse med at bjærge halmen og få den hjem. Der er jo en kæmpe besparelse der, og så er der også en anden gevinst, nemlig at hvis man bliver ramt af ustadigt vejr og regn så kan man stadig få stablet ballerne ovenpå hinanden, så de undgår at blive våde, siger han.

Effektivitet

Desuden giver det god mening at investere i stableren, hvis man ikke er så mange om at bjerge høsten i hus.

- For nogle giver det mening, når man ikke er så mange mennesker på arbejde i løbet af høstsæsonen, for det kræver ikke mange hænder, når man har stableren. De skal ikke være så mange folk til at få hamlen hentet hjem, siger Morten Kristensen og fortsætter:

- Vi har set den i aktion i løbet af i år, og et sted var de kun tre mand - to til at køre halmen hjem, og så en til at køre presseren. når de fulgtes ad hele vejen, kunne de nå at rydde halmen væk lige så hurtigt, som han kunne presse den. Så det var meget effektivt, siger Morten Kristensen.

Tid sparet

Det hører også med til historien, at man med Quadro Pac V kan blive fri for at skulle have en front eller teleskoplæsser ud at køre på marken.

- Hvis man kun har fået lagt ballerne med en ballesamler, der samler dem ved enderne, der skal du stadig have en front- eller teleskoplæsser, der kan placere ballerne, siger Morten Kristensen og fortsætter:

- Det kræver også en erfaren person, der er i stand til at læsse dem ovenpå hinanden, så de kan komme sikkert på bil eller ladvogn. Her er de stablet og står lige klar til at læsse på. Men det er mere det med bjergningen. Den tid, og den gevinst, du får ved at stable halmen på den måde, og når landmænd er pressede på grund af vejret, siger han.

Quadro Pack V koster i omegnen af 375.000 kroner med forbehold for, hvilke udvidelser, der måtte være behov for hos den enkelte.

Læs også