Landbrug & Fødevarer er tilfreds med, at et bredt politisk flertal har indgået en ny, samlet fødevare- og veterinærpolitisk aftale for perioden 2024-2027. Også Økologisk Landsforening tager godt imod aftalen.
- Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at der er indgået en bred politisk aftale. Den kan nemlig være med til at understøtte udviklingen af en bæredygtig produktion og fremtidssikre Danmarks stærke position på det globale fødevaremarked, lyder det fra Trine Vig, der er fødevare- og veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse, efter at et enigt Folketing har indgået en ny fødevare- og veterinærpolitisk aftale for perioden 2024-2027.
Enigt Folketing vedtager ny fødevare- og veterinæraftale
Hun hilser det velkomment, at aftalen giver mulighed for, at der i højere grad end i dag kan flyttes rundt på ressourcer og justeres i Fødevarestyrelsens indsatser.
Trine Vig hæfter sig også ved, at et stærkt og effektivt beredskab prioriteres højt i aftalen, og at der er enighed om, at indsatsen for at holde landet fri for Afrikansk Svinepest fortsat er et vigtigt indsatsområde i Fødevarestyrelsens arbejde.
Vigtige indsatser
Aftalen indeholder også et øget fokus på reduktion af kontroltryk og kontrolgebyrer samt ambitioner om forenkling og bedre rammer for fødevarevirksomheder, og det er vigtige indsatser for erhvervet, siger Trine Vig:
- Det har stor betydning for erhvervets konkurrenceevne og er afgørende for, at det er attraktivt at drive fødevarevirksomhed i Danmark. Vi vil derfor også gerne kvittere for de positive takter i at sikre en mere risiko- og behovsorienteret kontrol og for at se på mulighederne for at implementere nye digitale værktøjer i kontrollen.
- Det har stor betydning for erhvervets konkurrenceevne og er afgørende for, at det er attraktivt at drive fødevarevirksomhed i Danmark
Trine Vig, fødevare- og veterinærpolitisk chef, Landbrug & Fødevarer
Positive økologer
Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, tager også godt imod aftalen.
Blandt andet har Økologisk Landsforening længe slået på tromme for muligheden for at vaccinere fjerkræ mod fugleinfluenza, så økologerne slipper for at sætte deres dyr på stald i lange perioder hen over efterår og vinter, når der er risiko for smitte.
- Derfor er det et skridt på vejen, at partierne bag aftalen nu vil følge udviklingen af vacciner mod fugleinfluenza på EU-niveau, og at de på den baggrund vil lave en dansk vaccinationsstrategi. Det arbejde vil vi følge tæt, siger Sybille Kyed.
Økologisk Landsforening glæder sig også over, at partierne i aftalen er enige om at analysere mulighederne for mere digitaliseret kontrol ved hjælp af billede- og videomateriale ved slagtning af dyr på marken fremfor krav om embedsdyrlægens tilstedeværelse.
Læs Effektivt Landbrugs omtale af den nye aftale her.