Vestjyllands Andel indgår samarbejde med maskinstation

Vestjyllands Andel har indgået et samarbejde med Smedsgaard Agro omkring udlevering af planteværn.

- For VA er samarbejdet med Smedsgaard Agro en kærkommen mulighed for at øge vores netværk af udleveringssteder for planteværn. Vi er meget fokuserede på at være let tilgængelige for vores kunder og er meget bevidste om vigtigheden af let og hurtig adgang til planteværn i sæsonen, så akutte behov kan dækkes, fortæller Claus Jacobsen, salgsleder på planteområdet i Vestjyllands Andel, der i forvejen dagligt udleverer planteværn på 14 lokationer i Jylland – fra afdelingen i Bedsted Thy i Nord til Errested Maskinstation i Syd.

Medejer af Smedsgaard Agro, Iben Bloch Johansen, siger:

- Som planteavler er det en stor fordel at have let adgang til et stort sortiment af midler, man skal bruge nu og her. Dén fleksibilitet får de mange lokale landmænd, som fremadrettet ikke skal køre så langt efter deres planteværn.

Maskinstationen, der overtog Thingstrup Maskinstation i Vemb-/Ulfborg-området pr. 1. januar, holder åbent hus på Hvolbyvej 2 i Vemb den 11. marts, hvor Vestjyllands Andel ligeledes vil være repræsenteret.

Læs også