Vejle undgik med nød og næppe oversvømmelser i nytåret efter nye tiltag med bedre vedligeholdelse af åerne. Men der var frygt for massive oversvømmelser i bymidten. Nu vil Danske Vandløb slå et slag for at forbedre vandløbene, også i Vejle.
Først om aftenen 1. nytårsdag kunne de ånde lettede op i Vejle. Oversvømmelser udeblev stort set i kraft af, at der faldt mindre regn end ventet. Alligevel var det blot centimeter fra, at vandet var trængt ind i byen.
Det var nytårsaftensdag, at kommunen advarede om mulige oversvømmelser og uddelte sandsække.
En oversvømmelse ville i givet fald have været den tredje inden for et år. I februar og september kunne Gejs Å, Mølle Å og Omløbsåen, som mødes midt i Vejle, ikke klare at føre vandmængderne væk.
Forudset af Danske Vandløb
Der skulle gå mere end et døgn, før borgerne i byen kunne slappe af og overveje, hvornår vandet kommer næste gang.
I Vejle arbejdes der på at lave tiltag, så det ikke sker igen, og det bakkes op af organisationen Danske Vandløb, som allerede for flere år siden forudsagde, at en række byer på Jyllands østkyst kommer i problemer og bør forberede sig bl.a. ved at vedligeholde vandløbene bedre.
- Det handler om, at vi skal have vandet væk. Åen gennem byen skal dimensioneres, så den kan lede de store mængder væk fra byen og ud i fjorden. Det skal være som en tresporet motorvej, der kan få trafikken til at glide, så der ikke opstår flaskehalse, siger næstformand i Danske Vandløb, Steen Rasmussen.
- Det nytter jo ikke
Sammen med formanden, Helge Danneskiold-Samsøe har han gennem mange år arbejdet for, at der tages hensyn både til natur og til afvanding i vedligeholdelse af åerne i Danmark. Det er sket i en tid, hvor flere mener, at åerne ikke skal vedligeholdes af hensyn til naturen.
- Det nytter jo ikke, at vi har et vandløb, som ikke er vedligeholdt, så vandet oversvømmer byens kældre og huse. Vi bliver nødt til at erkende, at vi skal af med vandet, som kommer i stigende mængder år efter år. Så kan man lave snoninger på åerne og tage mere hensyn til naturen i andre dele af Danmark, og det bliver der jo rig mulighed for med den treparts-aftale, som er indgået mellem blandt andet landbruget, de grønne organisationer og Regeringen, siger Steen Rasmussen og tilføjer:
- Oversvømmelser koster enorme summer og giver masser af ærgrelser for de, som det går ud over. Vi kan ikke være bekendt bare at stå til, men skal reagere og sikre en ordentlig vedligeholdelse af vandløbene, siger Steen Rasmussen.
Kommunen satte for knap et år siden fire millioner kroner af til at forbedre vandgennemstrømningen. Oprensning af åen i byparken og udretningen af skarpe sving, som forsinker vandet, er nogle af tiltagene. Kommunen mener, at det havde effekt i nytåret, så byen undgik oversvømmelsen.