Korrekt klima i klimastalden er afgørende for sundhed og produktivitet hos smågrisene. Rådgiver Kristian Nielsen giver her sine anbefalinger til at opnå den optimale temperatur i stalden.
- Der er for koldt i mange klimastalde. Den gamle sang om, at varme er den billigste medicin, holder stadig og er endda endnu mere aktuel, da pattegrisenes vægt ved fravænning er faldet de seneste år.
Meldingen kommer fra rådgiver Kristian Nielsen fra Velas, der i nyhedsbrevet Trynekontakten påpeger, at når der er for koldt i klimastandene, får grisene lavere tilvækst, de bruger mere foder og får oftere diarré, og højere dødelighed.
- Ved en fravænningsvægt på fem kg anbefaler vi, at der varmes op til 27 grader i rumtemperatur og 32 grader under overdækning. Det skal kunne opnås hele året, og der skal opretholdes en minimumsventilation, som ventilerer fugten ud, så der ikke løber kondensvand ned ad vinduer og yderdøre, påpeger rådgiveren.
Hvis ikke temperaturen er, som den skal være, er der, ifølge Kristian Nielsen, en række ting, som du kan gøre. Se rådgiverens anbefalinger i boksen her.
Gode råd til korrekt klima
- Sørg for at stalden er udtørret efter vask, – stierne skal være tørre, så der ikke skal bruges energi til fordampning af vand. Alle overflader skal være opvarmet, – tjekkes med IR termometer
- Er der åbenlyse utætheder ved døre og vinduer, skal de lukkes til. Overdækningerne skal også være hele og tætte for at kunne holde på varmen
- Tjek at ventilationscomputeren er korrekt indstillet, og at alle følere fungerer
- Er fremløbstemperaturen høj nok? Hvis fremløbstemperaturen er 10 grader for lav, halveres varmeafgivelsen pr. meter ribberør. Fremløbstemperaturen skal normalt kunne holdes på 65-80°C. Er returtemperaturen mere end 25 grader lavere end fremløbstemperaturen, kan varmeafgivelsen fra varmerørene øges ved, at du øger cirkulationspumpens ydelse
- Vejledende dimensionering af varme til smågrise er 20 W/stiplads. Heraf tilføres 5W/stiplads i gulvvarmen og 15 W/stiplads med rumvarmen. Der kan ikke opnås højere staldtemperatur ved at øge gulvvarmen. Fremløbstemperaturen på gulvvarmen må max være 38-40°C
- Kan der ikke sættes ekstra varme op, bør du være særligt opmærksom på grisenes nærmiljø. Måske kan åbningen ved overdækningen mindskes, så den holder bedre på varmen. Det kan også være, at det kan hjælpe at sætte en plade for i den ene side af åbningen. Derudover vil strøede og tørre lejer altid hæve grisenes oplevede temperatur
Kilde: Nyhedsbrevet Trynekontakt nr. 20