Efterspørgslen på kylling er stigende – en trend, der kun ser ud til at fortsætte. Derfor er Danpo på jagt efter nye kvadratmeter kyllingestalde.
Jungletrommerne buldrer – Danpo søger flere kvadratmeter kyllingehuse. Derfor havde Nellebrand, som er certificeret brand- og byggerådgivning grebet bolden og inviteret til temadag om opførelse af nye kyllingehuse kort før jul.
Her var over 60 mennesker samlet fra hele landet. Nogle var nuværende kyllingeproducenter, andre havde grise eller ren planteavl og var på jagt efter et ekstra ben at stå på, mens flere helt unge var nysgerrige på, hvad deres landmandsliv skal indeholde.