Kulden øger kalvens energibehov. Seges Innovation giver en række vigtige råd til at beskytte kalvene og sikre dem en god vinterperiode.
Når vinterens kolde temperaturer sætter ind, er det afgørende at sikre, at kalvene får den nødvendige energi til både vækst og et stærkt immunforsvar. Det slår Seges Innovation fast i det seneste KvægNyt fra december.
Ifølge kvægfagdyrlæge Henrik Læssøe Martin fra Seges Innovation er det vigtigt at tage de rette forholdsregler for at beskytte kalvene.
- Når energien er lav, prioriterer kalvene deres varmeproduktion frem for vækst og immunforsvar. Det kan svække deres modstandskraft og gøre dem mere udsatte for sygdomme i vintermånederne, siger han.
Stabil tilvækst er et godt tegn
Dyrlægen peger på, at en stabil tilvækst er et klart tegn på, at kalvene får tilstrækkeligt med energi.
- Hvis kalvene har en god tilvækst, er det et tegn på, at de får nok energi til både at vokse og opretholde et stærkt immunforsvar, og derfor er vejning af kalve et vigtigt værktøj, påpeger Henrik Læssøe Martin.
Hvis kalvene ikke får nok energi, vil deres immunsystem bliver nedprioriteret, og det kan resultere i dårligere reaktioner på vaccinationer og vil dermed mindske den ønskede beskyttelse fra vaccinen.
Undgå varmetab med kalvejakker
For at reducere varmetabet og hjælpe kalvene imod kulden anbefaler Henrik Læssøe Martin brug af kalvejakker og et rigeligt lag tørt halm i boksene.
- Nyfødte kalve har brug for ekstra energi, når temperaturen falder til under 15 grader, forklarer han og tilføjer:
- Når temperaturen ligger under 10 grader, har kalve op til tre-fire ugers alderen særlig gavn af at bære kalvejakker.
Dette simple tiltag hjælper med at reducere varmetabet og fremmer en bedre tilvækst uden at øge mælkeforbruget.
Glem ikke de mindste kalve
Seges innovation gør opmærksom på, at mindre kalve som jerseykalve, tvillinger og generelt små individer har højere varmetab og bør have ekstra opmærksomhed. Og Henrik Læssøe Martin anbefaler, at disse kalve beholder jakken på lidt længere.
- Når kalvene begynder at spise mere kraftfoder omkring fire-seks ugers alderen, vil omsætning i vommen bidrage positivt til varmeproduktionen, så fra omkring denne alder kan de bedre undvære den ekstra beskyttelse fra jakken, forklarer han.
Giv ekstra opmærksomhed til de syge kalve
Når kalve bliver syge, stiger deres energibehov, fordi immunsystemet bruger ekstra ressourcer på at bekæmpe sygdomme. Samtidig har syge kalve ofte nedsat appetit, hvilket gør, at de indtager mindre energi, selvom de har brug for mere til immunsystemet og til vækst samt til varmeproduktion i den kolde tid.
- Det er derfor særlig vigtigt at beskytte syge kalve med kalvejakker og rigeligt med tør strøelse, siger Henrik Læssøe Martin.
Han anbefaler også, at man giver syge kalve ekstra mælk, for eksempel 1,0-1,5 liter ekstra pr. dag, og helst med brug af suttespand. Han peger på, at dette vil sikre, at kalvene får nok lettilgængelig energi, fordi sådanne kalve ofte har et reduceret optag af kraftfoder.
- Syge kalve, der ligger stille, har en mindre varmeproduktion i forhold til kalve, der bevæger sig, fordi de ikke producerer varme i musklerne gennem bevægelse. Dette gør dem ekstra sårbare, og de har derfor behov for al den støtte, de kan få, understreger Henrik Læssøe Martin.
Råd lønner sig også på længere sigt
Ved at følge disse enkle råd kan danske mælkeproducenter øge kalvenes chance for at klare sig bedst muligt igennem vinterens hårde betingelser, lyder det fra Seges Innovation.
De slår fast, at jakker, ekstra strøelse og ekstra mælk vil bidrage til god tilvækst, og samtidig hjælper det med til at udvikle et stærkt immunforsvar, som er nødvendigt for kalvenes vækst og trivsel også på længere sigt.
Når energien er lav, prioriterer kalvene deres varmeproduktion frem for vækst og immunforsvar
Henrik Læssøe Martin, kvægfagdyrlæge, Seges Innovation
Giv kalvene den bedste start
Overgangsmælk giver kalvene et boost
- Smittevejene skal brydes effektivt