Virksomheden Norcover er blandt udstillerne på NutriFair, hvor man viser et af sine specialer – staldtage med solreflektion som klimatiltag og passiv køling.
Hvis man kan reflektere solens stråler, vil det medføre en passiv køling af en bygning, og samtidig mindske eller endda fjerne behovet for isolering.
Det er samtidig konceptet og ideen bag staldtagsløsningerne fra virksomheden Norcover, der er blandt udstillerne i forbindelse med NutriFair i Fredericia.
Det handler om stalde med tage af en specialudviklet tagdug. I en staldbygning med tagdug gennemstrømmer der op til 85 procent af dagslyset, luftstrømningen er med til at reducere ophobning af varmluft og luftfugtighed.
Norcovers tag har en solreflektion på mellem 75 – 90 procent, hvilket er meget højt i forhold til andre tagtyper.
Og der er, ifølge indehaver og salgsdirektør i Norcover, Birger Borngräber, flere fordele ved netop den løsning – ud over fordelene ved solreflektionsevnen:
- Det tager ikke lang tid at montere taget, der både kan monteres på nye som eksisterende stalde, forklarer han, og tilføjer, at det typisk i gennemsnit blot tager omkring to dage at lægge taget på, hvilket også reducerer byggeomkostningerne.
Tagdugen er modstandsdygtig overfor UV-stråling, og dens lyse farve gør, at den reflekterer sollyset, og det reducerer temperaturen i stalden - det påvirker koen og minimerer risikoen for varmestress, og giver et generelt bedre indeklima i stalden.
Samtidig gør solreflektionsværdien, at den kompenserer for CO2, hvilket er med til at reducere mængden af CO2 til fordel for klimaregnskabet for stalden og besætningen i den.