Generationsskiftet er blevet lidt nemmere
Hvert år reguleres beløbsgrænserne for afgiftsfrie gaver til slægtninge, og det kan anvendes som en del af et generationsskifte.
Beløbsgrænserne for de gaver, som afgiftsfrit kan gives til visse slægtninge, reguleres hvert år. For 2026 er beløbsgrænsen 80.600 kroner for gaver til livsarvinger i lige linje – det vil sige børn og disses afkom, stedbørn (men ikke børn af en samlever) samt samlevere, hvor samlivet har varet mere end 2 år. Svigerbørn kan afgiftsfrit modtage et mindre beløb, nemlig 28.600 kroner i kalenderåret 2026.
Hvis gaven overskrider beløbsgrænsen, skal der indsendes en gaveanmeldelse til Skattestyrelsen på en særlig blanket, der skal underskrives af både gavegiver og gavemodtager.
Der skal samtidig betales gaveafgift på 15 procent af den del af gavebeløbet, der overskrider beløbsgrænsen. Giveren af gaven kan selv bestemme, om det er gavegiver eller gavemodtager, der betaler afgiften. Vær opmærksom på fristerne for indsendelse af gaveanmeldelserne.
Sparet boafgift på 150.000 kroner
Det kan ofte være hensigtsmæssigt at udnytte disse muligheder for at give afgiftsfrie gaver. Hvis man gør det over en årrække, kan der overføres pæne beløb til de næste generationer uden betaling af afgift, og samtidig skal der selvfølgelig ikke betales boafgift (tidligere kaldet arveafgift) af de beløb, der er givet afgiftsfrit som gaver.
Hvis der over en årrække på denne måde bortgives for eksempel én million kroner, er der som udgangspunkt sparet en boafgift på 150.000 kroner.
I forbindelse med overdragelse af landbrugsejendomme i et generationsskifte er der ofte indbygget en gave fra den ældre generation til den yngre generation. Ved at lade denne gave udgøre et beløb, der overstiger den afgiftsfrie grænse, skal Skat efterprøve værdiansættelserne i generationsskiftet.
Herved kan man få Skats blåstempling af værdiansættelserne, og hvis man samtidig har aftalt et skatteforbehold, hvilket jeg altid anbefaler, kan man ændre på værdierne og handlens vilkår, hvis Skat har indvendinger.
Skematisk model til værdiansættelser
Dernæst vedtog Folketinget i 2025 en række ændringer i den lovgivning, der er relevant ved generationsskifte, og blandt andet indførtes mulighed for at benytte en skematisk model til værdiansættelser ved overdragelser til nære familiemedlemmer.
Normalt skal beregning af skatter og gaveafgifter ved generationsskifte ske på grundlag af virksomhedens handelsværdi. Dette har medført usikkerhed for både overdrager og erhverver i forbindelse med gennemførelse af generationsskifte.
Med de seneste lovændringer er der blevet indført et retskrav på anvendelse af en skematisk værdiansættelsesmodel ved overdragelse til nære familiemedlemmer. Meningen er at skabe større klarhed og forudsigelighed i værdiansættelsen af virksomheden.
Disse regler gælder også landbrugsejendomme under den forudsætning, at der drives aktivt landbrug på ejendommen, og der må ikke være tale om en passiv kapitalanbringelse. Hvis de nye regler anvendes, reduceres gave- og boafgiften fra 15 procent til 10 procent.



































