Opkast og diarré hos hunde er ikke altid »bare« et tilfælde af »harmløst maveonde«.
Jeg havde for nylig en hundeejer i røret på klinikken: Milo, en to år gammel hund, havde opkast og diarré og virkede meget utilpas. Den lille hund havde kastet op 10-15 gange på mindre end et døgn og havde meget lind afføring. Den ville ingenting, lå bare og rystede. Sådan en patient vil man gerne se med det samme, så Milo kom ind i min konsultation en time senere.
Besøget på klinikken fik Milo til at kvikke lidt op. Han havde været her for et par uger siden med et fremmedlegeme i poten og huskede vel, at han fik en injektion – og det havde han i hvert fald ikke lyst til igen. Under højlydte protester fik jeg taget hans temperatur som viste feber.
Af hensyn til hundens stressniveau valgte jeg at give ham en mild bedøvelse, så resten af udredningen kunne foregå i fred og ro. Vi fik lagt et venekateter for at tage blod og få intravenøs adgang. Mens blodprøverne blev analyseret, lå Milo og sov, mens han fik væskebehandling.
Blodprøverne var rigtig fine. Der var tegn på dehydrering, hvilket jeg også forventede med så meget opkast og diarré. Alle organværdier var ellers pæne, lige på nær ét: Amylase.
Fodring med fed mad
Amylase er et enzym, der dannes i bugspytkirtlen og blandt andet hjælper med at nedbryde kulhydrater i tarmen. Dette enzym er ofte forhøjet ved en akut bugspytkirtelbetændelse. Da andre symptomer på denne tilstand kan være opkast, diarré, mavesmerter og feber, var denne diagnose nærliggende. En hurtig ekstra blodprøve kunne verificere min mistanke. Stakkels Milo havde fået en akut bugspytkirtelbetændelse – heldigvis dog i en mild udgave.
Bugspytkirtlen er et vigtigt organ, der sidder mellem maven og tolvfingertarmen, og spiller en stor rolle i blandt andet hundens fordøjelse. Den præcise årsag til udvikling af akut bugspytkirtelbetændelse er ukendt, men det er velkendt, at fodring med fed mad (ofte menneskemad) kan udløse det, især hvis hunden ikke er vant til fedtholdig mad.
Milo var indlagt i fem timer, hvor han fik væske og medicin via sit drop. Sidst på dagen blev han væsentlig bedre og kunne komme hjem. Han skal have medicin de næste fem dage, og må kun få specialkost (en særlig skånekost med meget lav fedtprocent) den næste måneds tid.
Dagen efter fik jeg en dejlig opdatering. Milo havde allerede fået det meget bedre – var glad, spiste og logrede med halen. Han kaster ikke længere op, og hans afføring er også blevet mere fast.
Det var godt, at ejeren var opmærksom på Milo og kom med ham, inden situationen var kritisk. Jeg er sikker på, at han nok skal komme sig og ønsker ham fortsat god bedring.