De seneste par uger har LVK Kvæg turneret med høj faglig viden indenfor reproduktion på deres årlige julemøder for landmænd, hvor også Viking Danmark og medicinalfirmaet Ceva Animal Health bidrog til det samlede budskab: »Gør gode køer drægtige«.
I forbindelse med LVK og Ceva Animal Healths projekt »Rundt om reproduktionen«, som påbegyndtes i maj i år, blev kvægbesætninger undersøgt for elementer, der kan have betydning for reproduktionen. Noget af den nye viden fra projektet blev præsenteret på julemøderne, som netop er overstået. Det oplyser LVK i en pressemeddelelse.
Hovedkonklusionen i projektet er ifølge LVK, at reproduktionen påvirkes af alle aspekter i produktionen.
- Grundlæggende handler god reproduktion om at opfylde koens seks basale behov; lys, luft, plads, hvile, foder og vand. De seks behov har størst indflydelse, udtaler Marie Skau, kvægdyrlæge i LVK.
Nyt projekt kommer hele vejen »Rundt om reproduktionen« hos køer
OBS på behov betaler sig
Marie Skau påpeger desuden, at forholdene fra to uger før til to uger efter kælvning er af afgørende betydning for, at koen undgår sygdom og huldtab.
- Sygdom og huldtab skal undgås. Derfor kigger vi på både data og koens nærmiljø. Måske tænker flere, om det overhovedet kan betale sig, og jo, det kan det. Med beregningsværktøjet Simherd estimerede vi et overskud på 730 kroner pr. årsko ved at minimere stress ved goldkøer og investere i brunstovervågning, forklarer dyrlægen.
Nøglen ligger i huldet
Når de basale behov er opfyldt, kan koen indrulle i »The High Fertility Cycle«, som kan øge drægtighedsprocenten fra landsgennemsnittet på 43 procent til 60-80 procent. Det gik Line Fruergaard-Roed fra Viking Danmark i dybden med.
- Huldet ved afgoldning og kælvning er vigtig. For at opnå højere drægtighedsprocent må koen ikke tabe sig de første tre uger efter kælvning. Det optimale huld skal ligge på 2,75-3. De slankere køer taber sig nemlig ikke og har bedre appetit efter kælvning, påpeger Line Fruergaard-Roed, Fagdyrlæge ved Viking Danmark og fortsætter:
- Huldet styres ved at få koen drægtig inden dag 130 i laktationen. På den måde undgår man huldtab og sygdomme samtidig med, at man opnår en bedre fertilitet – det er ren win win.
Opfølgning på køer med manglende brunst
LVK lægger vægt på, at køer med manglende brunst skal hjælpes over i »The High Fertility Cycle« og skal tjekkes af dyrlægen og eventuelt behandles.
Køerne udviser ikke nødvendigvis stærkere brunsttegn efter behandling, derfor opfordrer Maja Albrechtsen, fagdyrlæge ved Ceva Animal Health til, at man laver en plan for observation af brunst og opmærkning af køerne, så alle kan se de køer, der kræver ekstra opmærksomhed.
Fakta om reproduktion på julemøderne
Hvad er »Rundt om reproduktionen« (ROR)?
- Projektet er startet af LVK Kvæg og Ceva Animal Health i maj 2024
- I projektet er en række besætninger med lav reproduktionseffektivitet gennemgået
- Målet har været at finde fællestræk for besætninger, og hvad der har mest indflydelse
- Projektet fortsætter i 2025
Hvad er »The High Fertility Cycle«?
- Det er en cyklus, hvor dyrene i laktation er sundere, mere fertile og har høj ydelse i deres laktationsperiode