Ifølge forsker fra Københavns Universitet er injektion med antibiotika i kroppen ved yverbetændelse ikke velbegrundet. Det skal nu undersøges.
Det meste antibiotika til køer bruges til injektion ved yverbetændelse. Men hvis tuberne i yveret er tilstrækkeligt, kan der spares meget antibiotika. Det undersøges nu af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med Seges, skriver Seges i Kvægnyt.
Milde og moderate tilfælde af yverbetændelse behandles typisk med penicillin i yveret, suppleret med en indsprøjtning med penicillin i kroppen. Og da størstedelen af antibiotikaforbruget til kvæg går til behandling af yverbetændelse, udgør den del, som sprøjtes i koens krop, en stor del.
- Netop fordi hovedparten af antibiotikaforbruget til kvæg går til behandling af yverbetændelse, er det også her, vi kan rykke noget, hvis forbruget skal ned, forklarer forsker ved Københavns Universitet Line Svennesen, som står i spidsen for undersøgelsen.
Ikke velbegrundet
Faktisk er supplementet i kroppen ifølge forskeren ikke velbegrundet i den eksisterende litteratur.
- Langt de fleste bakterier, der er årsag til yverbetændelse, findes i mælken. Derfor er det her, der er brug for en høj koncentration af antibiotika. Og mens tuberne hurtigt giver en høj koncentration i yveret, er det kun en ret lille del af det, som injiceres i kroppen, der når derud. Derfor burde tuberne være tilstrækkeligt. Og kan vi droppe injektionerne, vil det spare meget antibiotika, forklarer Line Svennesen.
Line Svennesen og hendes kolleger er i øjeblikket ved at indsamle data fra mælkeproducenter, som har sagt ja til at deltage i undersøgelsen. Der skal i alt undersøges cirka 600 tilfælde af køer med mild til moderat klinisk yverbetændelse. Det vil sige med klatter i mælken og eventuelt let hævet yver, men ingen feber.
Spændt på resultat
Køerne inddeles i to behandlingsgrupper på hver 300. Den ene gruppe behandles med tuber i tre dage og smertestillende medicin, den anden gruppe får samme behandling plus injektion i tre dage. Der følges op med dyrkning af mælkeprøve efter 14 og 21 dage efter endt behandling.
Line Svennesen er spændt på resultatet.
- Jeg håber, at helbredsraten er lige god i begge grupper, så injektion viser sig at være overflødig.
Resultatet fra undersøgelsen ligger klart om halvandet til to år.
-… mens tuberne hurtigt giver en høj koncentration i yveret, er det kun en ret lille del af det, som injiceres i kroppen, der når derud.
Line Svennesen, Københavns Universitet
cc