Debat: Vi kæmper fagligt – samtidigt med at vi anerkender den politiske realitet

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Vi kan nok alle sammen være enige om, at når der er åbenlyse faglige problemer i den måde, vi bliver reguleret på, så skal vi gå i rette med det. Vi skal insistere på en præcis og ordentlig sagsbehandling og rådgivning hos myndighederne. Det siger sig selv.

At gå til tingene med et fagligt og kritisk udgangspunkt er i høj grad essensen af den måde, vi arbejder i L&F.

Det betyder, at vi selvfølgelig udfordrer faglighed, vi er uenige med – og hvor vi er bakket op af seriøs forskning og viden.

Et godt eksempel er den interkalibrering, vi fik ind i den politiske aftale om grøn trepart. Her anerkendte politikerne, at udenlandske udledninger naturligvis skal tælle med. Det er en stor sejr, også selvom vi ikke kom helt så langt, som vi gerne ville.

Politiserende forskere

Tilsvarende påpeger vi selvfølgelig, når der er forskere, der politiserer eller bevæger sig langt uden for deres ekspertområde i debatten. Hverken politikere eller borgere kan være tjent med, at forskere i vandmiljø gør sig til eksperter i jordpriser eller udtagningsprocesser. Her har medierne og de respektive forskeres ledere også et stort ansvar for at holde debatten på sporet.

Vi sidder ikke på hænderne, når det handler om at påpege alternative veje. Hvis fagligheden og troværdigheden vel at mærke er i orden. Og det samarbejder vi selvfølgelig gerne med andre gode kræfter om.

Men vi arbejder altså også for at sikre de bedste vilkår i den politiske virkelighed, vi lever i.

Her er realiteterne, at der var og er et stort politisk flertal for en CO2-afgift på de biologiske processer, og et tilsvarende markant ønske om en strammere vandmiljøregulering. Med trepartsaftalen fik vi holdt afgiften på et niveau og i en form, der er til at håndtere, og vi har et opgør med markreguleringen på sigt.

Men ja, det bliver stadig svært de kommende år.

Men lad mig lige minde om, at en ting er den aftale, vi var med til at indgå i juni 2024. En anden er den politiske aftale fra november, hvor vi som nævnt forbliver uforstående over for scenarievalget og de kvælstof-reduktionsmål, der blev politisk bestemt. Det er en klar politisk overimplementering af vandplanerne.

At vi stiller kritiske spørgsmål til metoder og tilgange må aldrig forveksles med, at vi naturligvis ønsker et sundt vandmiljø som alle andre og anerkender vores del af ansvaret. Men vi fortsætter indsatsen over for myndigheder og beslutningstagere, når det faglige grundlag i vandplanerne og de valgte reduktionsmål er mere end mangelfuldt. Og alle skal tage deres del af ansvaret.

Aftale i en Trump-tid?

Både CO2-regulering og hårde kvælstofkrav ville under alle omstændigheder være kommet. Og de var kommet på en langt mere belastende og mindre udviklingsorienteret måde uden vores fingeraftryk. Det var ifølge reportager i landbrugsmedier også Michael Kristiansens budskab på generalforsamlingen hos Bæredygtigt Landbrug, hvor han understregede, at aftalen i dag ville have set meget værre ud. Blandt andet fordi vi ikke kunne have kæmpet så mange midler ind i den i en tid med oprustning og Donald Trump.

Jeg er i denne tid til ude til mange generalforsamlinger i foreninger og for flere uger siden til kvægkongres. Og ja, alle er selvfølgelig spændte på udviklingen, og nogle decideret bekymrede.

Men jeg oplever i høj grad også optimisme og tro på fremtiden.

Den unge generation er i mine øjne heller ikke hverken opgivende eller fortvivlede. Årsmødet i L&F Kvæg blev indledt med en video af en ung mælkeproducent på 23 år, der havde startet op med 130 køer og boblede af energi og tro på tingene. Den optimisme oplever jeg også fra Landboungdom og generelt på møder rundt i vores smukke landbrugsland.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.