Optimistisk marked er godt for oksenoteringen

Danish Crown lægger 50 øre pr. kg på kategoerierne køer og kvier over 16 måneder, imens dyr leveret til Dansk Kødkvæg bliver justeret op med 25 øre pr. kg.

Uge 7 blev som forventet bedre end traditionen foreskriver, da mange danskere ikke kunne komme på ferie, men den positive udvikling sker som med alt andet på et bagtæppe af Covid-19, der fortsat holder afsætningen i et jerngreb. Det gælder især foodservice, hvor positiviteten fortsat udebliver, lyder det fra Danish Crown Beef.

- Markedet humper af sted på ét ben, fordi vi fortsat mangler en meget stor del af vores afsætningskanaler i salget til restauranter, cafeer og kantiner. Så selvom vi har et rigtigt godt samarbejde med den danske detailhandel, hvor vi oplever en god dialog, så har vi et todelt marked, fordi vores kunder i foodservice fortsat bliver holdt i skak af restriktioner, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Aktiviteten i Sydeuropa fortsætter på uændret niveau, hvor en begyndende aktivitet er fladet ud.

- Det er ikke længe siden, at døren til Sydeuropa var fuldstændig lukket, så det er selvfølgelig positivt, at der kommer aktivitet derfra, men det er stadig i en indledende fase, og det svinger i takt med smittetrykket. Vores salgsfolk i Chiasso og Barcelona har holdt kontakten ved lige med kunderne, og det betyder, at vi har kunnet gribe al den aktivitet, der er kommet, og er klar til at tage mere ind, når restriktionerne tillader det, siger Henning Sønnichsen.

aldo

Læs også