Det amerikanske landbrugsministerium USDA forventer en stort set uændret produktion i EU 2019, og en mindre stigning i produktionen på 1 procent for 2020. Det skriver Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
- For såvel USA, Brasilien og Mexico forventes markante stigninger i produktionen for 2019 og 2020. For Canada og Rusland forventes ligeledes stigninger i produktionen for såvel 2019 og 2020, om end stigningerne er lidt mere beskedne end for USA og Brasilien, skriver Markedsnyt for grisekød.
Produktionen vil falde markant på de asiatiske markeder, hvilket vil få alle landenes samlede produktion til at falde yderligere med totalt set 11 procent i 2020, forventer USDA.
Udsigt til markant fald i produktion af svinekød i Kina
Det amerikanske landbrugsministerium USDA har nedskrevet den forventede produktion i Kina i 2019 og 2020. USDA forventer nu et fald i den kinesiske produktion af grisekød på 14 procent i 2019 og 25 procent i 2020. Det skriver Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
Svinepriser steget 69 procent i Kina
Data for september viser, at fødevareinflationen i Kina nu er på 11 procent p.a., med svinepriser der er steget 69 procent det seneste års tid. Det skriver Jyske Bank i sin afgrødekommentar.
- Svinebestanden er faldet med 38,7 procent i august sammenlignet med et år siden, og det lavere forbrug af sojaskrå leder til et væsentligt fald i importen af sojabønner, der i september faldt 13,5 procent fra måneden forinden, men var på niveau med samme måned sidste år, skriver banken, og tilføjer:
- I de første ni måneder af indeværende år er importen af sojabønner nede med 7,9 procent. Selvom faldet tegner til at være aftagende, så har vi fortsat ikke set en vending. Samtidig medfører usikkerheden omkring handelsaftalen i stigende grad, at de private kinesiske importører igen kigger mod sydamerikanske (varer, red.), for ikke at blive ramt af potentiel genindførelse af told.
Sæsonmæssigt prisfald udebliver
Det fald i svinepriserne, der normalt er kendetegnende for denne årstid, er udeblevet, og i mange lande er det uændrede priser på slagtesvin, der dominerer billedet.
Det konstaterer Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa med Danske Svineproducenter«.
- Den kinesiske efterspørgsel er stadigvæk på et højt niveau og burde fortsat holde sig der. Ifølge udstillere ved fødevaremessen Anuga, som fandt sted i Køln i sidste uge, var der en bemærkelsesværdig større kinesisk interesse, skriver foreningen.
Den danske notering ligger nu på tredjepladsen foran Tyskland i gruppen af de fem EU-lande med flest svin. Spanien er gledet ned på andenpladsen efter Frankrig.