Det skulle egentlig bare være en enkelt drænkasse. Nu er modellen fra Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted blevet så populær, at den lille virksomhed sælger fire til fem drænkasser om året.
Det var en forespørgsel fra en kunde, som i 2017 gjorde, at Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted i Vendsyssel i dag producerer og sælger drænkasser i hele Danmark.
Kunden var JSJ Agro i Vendsyssel, som driver omkring 4.000 hektar.
- Jens Jungersen fra JSJ Agro havde en ide om, hvordan drænkassen skulle se ud, og spurgte, om vi ville lave den for ham, og det ville vi selvfølgelig gerne, fortæller Niels Larsen, som er indehaver af smede- og maskinværkstedet i udkanten af Vester Hjermitslev nær Brønderslev.
En typisk opgave, som Niels straks gik i gang med at tegne på computeren.
- Efter lidt sparring fik vi noget frem, som vi syntes duede. Og vi må sådan set bare sige, at vi har ramt plet i første hug, for det er godt nok begrænset, hvad der siden er ændret på den, siger Niels Larsen.
Egentlig var det meningen, at der kun skulle laves den ene, men rygtet spredte sig hurtigt, for JSJ Agro var ganske godt tilfreds med drænkassen, og siden har Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted solgt fire-fem drænkasser om året.
Slidstål på alle kontaktflader
Drænkassen henvender sig til den professionelle landmand eller entreprenør.
- Der er mange, som laver noget, der er billigere, end den vi laver. Men den, vi laver, er produceret til at kunne holde hele dagen, hver eneste dag, siger Niels Larsen og forklarer, at alle de dele, som kommer i berøring med jorden, er lavet i slidstål.
Hos JSJ Agro har prototypen fra 2017 efterhånden vist sit værd, for de dræner groft sagt hver dag – 1.000 meter om dagen året rundt.
- Vi har slidt den op, griner Jens Jungersen og fortæller, at den snart trænger til en renovering, men det er der ifølge ham ingen overraskelse i.
- Vi bruger den jo året rundt. Vi har egen gravemaskine, der dræner hele tiden. Og det er jo voldsomme kræfter, der er i gang.
- Men jeg synes, den gør et rigtig godt stykke arbejde, siger han.
Strækker ikke slangen
Drænkassen kan køre med en slange på 80 til 160 millimeter, og så skiller den sig ud ved ikke at strække slangen, da slangen kører gennem en tragt og ikke et hjul, når den kommer oppe fra og skal ned og ligge vandret.
- Vores strækker ikke slangen, fordi den går ned gennem en tragt, og på den måde glider den lige så fint, siger Niels Larsen.
Det er Jens Jungersen, JSJ Agro, enig i.
- Den har en bedre og mere blid ilægning af slangen end en traditionel drænkasse. Førhen hoppede slangen sommetider af, eller den gik op i samlingerne, fordi behandlingen var så voldsom med det der trillebørhjul, når slangen skulle dreje 90 grader. Det har Niels virkelig lavet godt ved den her. Det kører bare, siger Jens Jungersen.
Stort magasin
Drænkassen har et magasin på 1,25 kubikmeter. Selvom det store magasin alt andet lige gør drænkassen tungere, er det ikke noget problem på den lave jord ved JSJ Agro.
- Des større kassen er, jo mere tid har ham, der kører med vognen til at hente nyt sand, inden den løber tør, fortæller Jens Jungersen, som fra start blev mødt af flere entreprenører, som ikke mente, det kunne lade sig gøre at køre med så stort et magasin på den lave jord i Vendsyssel.
Hos JSJ Agro, har det dog ikke været noget problem.
- Hvis undergrunden er blød, kan man bare putte en tredjedel eller en fjerdedel sand i, og så er det ikke noget problem, siger Jens Jungersen, som er glad for, at drænkassen også lægger ganske lidt sand hen over slangen, og en efterharve lægger overjord ovenpå.
- Selvom den kører i lidt mudder dernede, så bliver det lavet perfekt, og man skal ikke gå dernede og træde ned. Det kører bare, oplever Jens Jungersen.
Sandbesparende og forberedt til fibertex
Drænkassen er forberedt til fibertex. Men hos JSJ Agro er fibertex slet ikke nødvendigt mere.
- Før i tiden brugte vi fibertex under. Det gør vi ikke mere, fordi drænkassen lægger sand ind under slangen. Det er virkelig arbejdsbesparende for os, forklarer Jens Jungersen.
Et skod på drænkassen gør, at man præcist kan justere mængden af sand rundt om drænslangen.
Ny model på vej
Inden længe går Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted i gang med at udvikle en model, som er en tand større.
- Det bliver en model, hvor der kan være en drænslange på op til 200 millimeter. Dem, vi laver nu, går op til 160 millimeter. Så det skal vi til at konstruere, men det bliver ingen problem, fortæller Niels Larsen, som glæder dig til opgaven.
Skovle, som passer til
Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted producerer også skovle til den enkelte gravemaskine, som passer til drænkassen.
- Det er vigtigt, at skovlen passer til drænkassen. Profilen på skovlen skal passe, for hvis skovlen er for bred, vælter kassen, så den skal støtte siderne i den rende, du har gravet, fortæller Niels Larsen.
Passer perfekt i produktionen
Niels Alfred Larsens Smede- & Maskinværksted er enormt glade for at have drænkassen i deres produktkatalog.
- Det er et produkt, som passer rigtig godt ind her ved os, fordi vi kan producere dem de dage, der måske ikke er så meget andet at lave. Så sætter vi lige to eller tre drænkasser i gang.
- På den måde kan vi levere en sådan ret hurtigt. Som regel maler vi dem ikke fra start, for en vil have en i grå og en anden i gul, det er meget forskelligt, så det er lige den tid, der går, at vi lige skal have dem malet, siger Niels Larsen.
Drænkassen bliver sandblæst og malet i en valgfri farve, inden den er klar til at komme i auktion ude i marken.