Sydvestjysk maskinhandler bliver JCB-forhandler

Brøns Group har netop udpeget Tinghøj Maskinteknik ved Varde som ny forhandler af JCB-maskiner til landbruget.

Med et bredt program af læssemaskiner favner JCB de fleste behov i landbruget og eksempelvis biogasbranchen. Pressefoto

Hos Brøns Group er der stor tilfredshed med, at Tinghøj Maskinteknik ved Varde er ny forhandler af engelske JCB-maskiner i et område, der er kendt for sit kvæghold.

- Tinghøj Maskinteknik er en seriøs virksomhed, der er dygtig til at servicere kunderne. Her er masser af potentiale for langt flere maskiner fra JCB, da Sydvestjylland er kendt for sit store kvæghold. Et erhverv med mange behov, som matcher det læsseprogram, som JCB tilbyder. Her er rigtig mange landmænd, der har brug for stærke kvalitetsmaskiner, siger Jimmi Ravnborg, der er salgschef hos Brøns Group for programmet fra engelske JCB.

Jimmi Ravnborg har været i landbrugsbranchen i mange år og er rigtig glad for at arbejde med et anerkendt mærke som JCB, som har rødder helt tilbage til 1945. Brøns Group har importeret JCB til landbruget siden 2020, mens Jimmi Ravnborg i det seneste år har haft ansvaret for salget af dette mærke. Han glæder sig til at få endnu en forhandler ombord.

Kører dag efter dag

I tæt samarbejde med Tinghøj Maskinteknik ser Jimmi Ravnborg og kollegaen Steen Lerche Hansen frem til at møde mange landmænd og få en fagsnak om JCB, når Tinghøj Maskinteknik holder åbent hus den 31. januar. Her kan interesserede landmænd også booke en demonstration af JCB-maskiner hjemme på gården efter arrangementet.

Og indehaveren af Tinghøj Maskinteknik, Søren Arnth, glæder sig også over forhandleraftalen og til at byde både nuværende og potentielle kunder velkommen og vise dem de mange maskinmuligheder.

- JCB-maskinerne er kram. Maskinerne er kendt for høj kvalitet og stor driftssikkerhed. Vi har med maskiner at gøre, der bare kører dag efter dag. Det efterspørger mine kunder i høj grad. Og så er JCB-programmet bredt med alt fra minilæsser til stor gummiged. Det favner alle landmænds og i særdeleshed kvæglandmændenes behov, siger Søren Arnth.

Plads til flere forhandlere

Med tilføjelsen af Tinghøj Maskinteknik har Brøns Group nu 17 forhandlere af JCB-maskiner herhjemme. Brøns Group er importør af JCB-maskiner med speciale inden for maskiner til landbruget.

- Vi har ambitioner om vækst hos Brøns Group. Derfor er det gode nyheder, at Tinghøj Maskinteknik er ny forhandler af JCB. Efterspørgslen er rigtig god efter maskinerne, og derfor har vi også plads til endnu flere dygtige forhandlere, blandt andet i Nordsjælland og på Djursland. Vi er altid klar til en dialog med dygtige maskinhandlere, som gerne vil forhandle JCB, siger Jimmi Ravnborg.

Læs også