De danske Claas-forhandlere har de sidste 20 år udlært flere end 300 landbrugsmaskinmekanikere, og nu tager Danish Agro, der er Claas-importør, næste skridt og laver en specialiseret Claas-lærlingeuddannelse.
I samarbejde med Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelse i Aars (HEG) er det nu muligt at blive en del af det første hold lærlinge, som bliver specialiseret i Claas’ store maskinprogram.
Ifølge Arne Spejlborg, servicechef for Claas i Danmark, er det en vigtig og prioriteret opgave at uddanne de bedste og dygtigste mekanikere.
- Vi tilbyder nu en skræddersyet Claas uddannelse, fordi vi ønsker at give lærlingene en uddannelse og en arbejdsplads, hvor de har muligheden for at blive eksperter på et af branchens stærkeste brands, udtaler Arne Spejlborg.
Det kommer til at foregå på entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelserne på (HEG), der i forvejen er skolen indenfor faget.
- Udviklingen i landbruget og udviklingen i maskinerne og teknologien kræver, at vi specialiserer os. Maskinerne er i dag mere avanceret, og vores kunder forventer, at vi sender en montør, der er ekspert på eksempelvis en traktor eller en mejetærsker, for man kan ikke være ekspert i alt, forklarer han.
Skal rulles ud i flere lande
Udover en specialisering i Claas-produkterne får den enkelte lærling et robust netværk med andre Claas kollegaer på tværs af landet, hvilket giver endnu større mulighed for at drage nytte af hinanden end hidtil. Under forløbet vil lærlingene besøge forskellige Claas- fabrikkerne for at få indsigt i produktions-, service og parts-metoder samt
kundestandarder.
Projektet er støttet af Danish Agros HR-afdeling i tæt samarbejde med de fem maskinforretninger, som Danish Agro i dag driver med i alt 250 medarbejdere alene i de 12 danske afdelinger. Også de privatejede forretninger tilbydes denne specialiserede lærlingeuddannelse.
Første hold på den nye Claas specialiseret uddannelse starter til august, hvor eleverne efter de første to grundforløb samt trin 1 vil starte specialiseringen med Claas-produkter.
- Danish Agro har forhandlingen af Claas-produkter, og visionen er, at man får denne specialisering på lærlingeuddannelsen rullet ud i flere lande. Nu starter første hold til august i Danmark, og derefter arbejder vi på at få Norge og eventuelt Sverige med fremadrettet, udtaler administrerende direktør for Danish Agro Machinery A/S, Michael Husfeldt.