Selv om det koster dokumentation og juridisk bistand vil Jesper og Jens-Arne Kristiansen foretrække handel og vandel metoden, når deres minkfarm skal vurderes. Som alle deres kolleger frustreres de af den politiske proces.
Forrige tirsdag var Jens-Arne Kristiansen dirigent ved generalforsamling i Fyns Pelsdyravlerforening. I 1990 kom han i bestyrelsen, og i flere år var han formand for foreningen. I dag er sønnen Jesper Kristiansen bestyrelsesmedlem.
På mødet hørte de sammen med kollegerne den lokale venstrepolitiker Erling Bonnesen berette om de igangværende politiske forhandlinger om erstatningen ved ekspropriation af de mange nedlukkede minkfarme, og om en mulig fremtid for minkerhvervet.
- Det er frustrerende at høre, hvordan embedsværket på det nærmest forsøger at køre løbet, blandt andet ved at rette og slette i oplæggene til de bekendtgørelser, som politikerne skal beslutte, siger Jens Arne-Kristiansen, der konkluderer, at det ikke bliver realistisk at drive pelsdyravl i fremtiden herhjemme.
Har ikke været i minkfarmen siden, kun for at slå græs
- Som sådan tror jeg nok, at det bliver tilladt af den simple grund, at et politisk forbud vil være en indrømmelse af, at nedlukningen ikke kun var af sundhedsmæssige årsager, men et ønske fra regeringen om bestandigt at nedlægge minkproduktionen i Danmark.
Intet grundlag for fremtidig minkavl
Selv har Jens-Arne Kristiansen deltaget i et møde med kolleger, om grundlaget for på et tidspunkt at genstarte minkavl herhjemme.
- Det bliver aldrig det samme, ganske enkelt fordi der ikke vil være egnede avlsdyr og grundlag for en sådan produktion. Derfor tænker vi overhovedet ikke på at starte igen i den nuværende situation. Men skulle der komme noget konkret for en fremtidig minkbranche, vil jeg ikke afvise, at vi vil vurdere ud fra det.
I stedet forventer han, at den danske pelsdyravl vil blive afløst af en øget produktion i Kina og i Finland, hvor man er klar med vaccination af mink mod covid-19. Men også USA, Canada og Grækenland er potentielle lande for flere mink.
- Det er naturligvis enerverende at blive amputeret, som vi blev det den 4. november i fjor. Derfor ønsker vi hurtigst muligt vores farm vurderet, så bygningerne kan fjernes, og vi kan komme videre.
To modeller
Lige nu venter Jesper og Jens-Arne Kristiansen som alle deres 1.100 kolleger landet over på ekspropriationen af deres minkfarm.
Imidlertid er politikerne ikke færdige med den nye lovgivning for modellen. Der bliver tale om den såkaldte skemamodel, hvor minkavleren får erstatning ud for de seneste ti års overskud, målt ud fra den gennemsnitlige skindpris på godt 300 kroner i perioden og den gennemsnitlige produktionsomkostning. Samtidig skal den pågældende minkfarms individuelle forhold som bygninger, udstyr mm. vurderes af ekspropriationskomiteen til den tid.
Der er også mulighed for at vælge den kendte juridiske model »Handel og Vandel«, hvor virksomhedens værdi beregnes ud fra dens evne til at tjene penge.
Advokat er hyret
- Vi vil helt sikkert vælge handel og vandel, også selv om det kræver både dokumentationer og juridisk bistand, siger Jens-Arne Kristiansen, der allerede har hyret en førende ekspert fra advokatfirmaet Bech-Bruun til processen.
Årsagen er især det store salg af avlsdyr i deres interessentskab, Jesper og Jens-Arne Kristiansen I/S, samt pelsning for andre minkavlere. Sådanne forhold vil være vanskeligt at få ind i skemamodellen, forudser den midtfynske minkavler.
- Naturligvis er der fordele og ulemper ved begge modeller. Men mens skemamodeller bliver politisk bestemt, er handel og vandel en fastlagt metode, som tager højde for alt, men samtidig også kræver en stor indsats.
Søger psykolog
Som de fleste i det nedlagte minkerhverv frygter Jens-Arne Kristiansen, at det vil tage lang tid, inden erstatningsprocessen vil være gennemført, på grund af det politiske tovtrækkeri og embedsværkets forhalinger.
Og frustrationen får frit spil, når det gælder beslutningen for et år siden om aflivningen af mink, som uden tvivl havde en dagsorden ud over det sundhedsmæssige aspekt.
- Jeg må erkende, at jeg nærmest ikke tåler synet af en minister, og slet ikke statsministeren, som alle ved, er imod pels. For ikke at ende som en sur gammel mand, opsøger jeg inden længe en psykolog for at komme så godt som muligt gennem denne her omvæltning af vort livsværk.