Ingen nationalpark til Sydlangeland
De vilde heste græsser videre på de 120 hektar ved Gulstav nær Dovns Klint, men det blev ikke til en udvidelse af de i forvejen 455 hektar natur, som Naturstyrelsen råder over ved Langelands sydspids, da der alligevel ikke skal placeres en nationalpark på Fyn denne gang.
Siden 2006 har Exmoor-ponyer levet vildt og afgræsset et areal på 120 hektar ved Dovns Klint. Fotos: Camilla Bønløkke
Solens stråler varmer denne lørdag i marts. Et par cykelturister efterlader cyklerne ved madpakkehuset, bestiger målrettet hatbakken »Ørnhøj« for at nyde udsigten over Langelandsbæltet, det kuperede terræn ved Gulstav og det varierede dyreliv, der med jævne mellemrum domineres af den større flok gæs, der har slået sig ned i området ved mosen.
Naturstyrelsen råder over cirka 455 hektar skov- og lysåbnearealer på Sydlangeland.
Da LandbrugFyn for nylig var med Velasgruppens NaturErfa og LIFE RigKilde på tur til netop Langelands sydligste spids ved Dovns Klint, kunne specialkonsulent Annita Svendsen fra Naturstyrelsen fortælle om muligheden for, at dette areal blev udvidet yderligere, når det inden for de efterfølgende dage blev afgjort, om en ud af de 10 nye nationalparker fik placering på Langeland.
LandbrugFyn var for nylig med Velasgruppens NaturErfa og LIFE RigKilde på tur til netop Langelands sydligste spids ved Dovns Klint.
Der tilfaldt ingen nationalpark til Sydlangeland, da regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken den 24. marts løftede sløret for, hvor Danmarks 10 nye naturnationalparker skal placeres. Faktisk blev ingen af de 10 nye nationalparker placeret på Fyn. Så det blev ikke denne gang, at naturområdet på Sydlangeland blev større.
- Ja, ingen naturnationalpark i denne omgang, men vi har en arbejdsgruppe for Sydlangeland, der vil prøve at arbejde videre med et større samlet projekt, lyder det fra Annita Svendsen ugen efter regeringens udmelding.
- Ja, ingen naturnationalpark i denne omgang, men vi har en arbejdsgruppe for Sydlangeland, der vil prøve at arbejde videre med et større samlet projekt, lyder det fra Annita Svendsen ugen efter regeringens udmelding.
Helårsafgræsning med heste
Siden 2006 har Exmoor-ponyer levet vildt og afgræsset et areal på 120 hektar ved Dovns Klint. NaturErfa-gruppen havde denne dag derfor mulighed for at se udviklingen i naturen med hestegræsning gennem 15 år.
- Mange af arealerne herude er tidligere dyrket, men naturen er hjulpet på vej med vandhuller, skabt ved blandt andet tilstopning af dræn, fortalte Annita Svendsen.
Hun fortalte endvidere, at der på nogle arealer er sået græs ud efter ophør af dyrkning sidst i 70’erne, men at man dengang også har anvendt blandinger med kløver, som breder sig kraftigt, da kløver er en kvælstoffikserende art.
- Så kløveren er her stadig.
I dag anvendes typisk en hesteblanding med kulturgræsser uden kløver, men ifølge Annita Svendsen ville det allerbedste være, hvis der fandtes en »naturgræsblanding«.
Syv køer er ansat til at tage det græs, som hestene ikke vil have.
Kødkvæg supplerer naturplejen
Annita Svendsen viste gruppen vej ud i det kuperede landskab, med havet til den ene side og Gulstav Mose til den anden.
Et stort område var næsten tapetseret af gæs, indtil gruppens tilstedeværelse alligevel blev for meget, og de tusindvis af fugle lettede og fløj lavt til den modsatte bred i mosen.
- De »mosaikker« i græsset I ser, skyldes hestenes latriner. Der græsser hestene ikke, fortalte Annita Svendsen.
- Derfor har vi ansat syv køer, da de tager det græs, som hestene ikke vil have, forklarede hun nærmere, og begrundede dermed tilstedeværelsen af den lille flok Skotsk Højlandskvæg, der tyggede drøv på en skråning.
Årets første føl i flokken.
De langelandske vildheste får tilskudsfoder efter behov i den opstrøede rundbuehal, og de bliver tilset hver dag. Med hjælp fra kommunen foretages tilsynet af Naturstyrelsens egen skovløber.
- Her i vinter har vi kun fodret en enkelt kortere periode i læskuret, men det var faktisk kun køerne, der gik derind. Hestene er meget mere robuste, fortalte Annita Svendsen om ponyerne, der i øjeblikket tæller omkring 45 dyr – plus/minus.
En gang om året samles alle hestene ind i den dertil egnede fangefold.
For årets første føl i flokken var netop født og skiftevis sov, diede eller sprang kåd rundt om sin mor, imens NaturErfa-gruppen så til på afstand.
En gang om året samles alle hestene ind i den dertil egnede fangefold. Her tjekkes de efter, chippes, det er her de heste, der eventuelt skal sælges, skilles fra.
Stævningsskoven ved Gulstav Mose
På turen rundt langs Gulstav Mose, i jagten på at se de vilde heste, passeredes stævningsskoven, der, ifølge Annita Svendsen, byder på et helt særligt naturområde.
- I stævningsskove beskærer – eller »stævner« man på skift træerne i ét område, men lader resten af skoven stå. Det giver en meget varieret skov. Træerne bliver ikke så høje, når de jævnligt skæres ned, forklarede Annita Svendsen, der bemærkede, at skovene er helt særlige i perioden, hvor anemonerne står som et tæppe under træerne.
Siden kan man opleve et udvalg af indfødte danske orkideer som den stærkt rosafarvede tyndakset gøgeurt og ægbladet fliglæbe med beskedne små, lysegrønne blomster. Også hulrodet lærkespore og storblomstret kodriver findes her.
På Naturstyrelsens hjemmeside kan man læse mere om skovene i Gulstav. Her oplyses det blandt andet, at skovene formentlig har været drevet som stævningsskove i flere hundrede år, og nogle af træerne er lige så gamle. De fleste af skovenes planter er sandsynligvis efterkommere af Langelands oprindelige bevoksning.
Gulstavskovene kaldes derfor naturskove. En stævningsskov rummer typisk mange træarter. I Gulstavskovene er der registreret ikke færre end 42 forskellige slags træer og buske. Blandt dem er hassel, ask, bævreasp, rødel, eg, elm, navr, tjørn, avnbøg og pil.
Adskillige gæs har slået sig ned ved Gulstav Mose. I baggrunden ses en del af områdets stævningsskov.
De vilde heste
Exmoor-ponyen er cirka 130 cm høj, målt over skulderen. Farven er altid brun – i forskellige nuancer – med sorte ben, man (det lange hår langs hestens hals) og hale. Pelsen er lysere på mulen, omkring øjnene og i lysken. Kæberne i det kraftige hoved har plads til store kindtænder. Det er en fordel, når man skal tygge næring ud af tørt græs, lyng og magre urter. Også de lidt udstående øjne med de tykke øjenlåg er karakteristiske.
Exmoor-ponyen har egenskaber, som den gør den særligt egnet til at overleve under barske vilkår. Vinterpelsen består inderst af et tykt lag uldhår, der fungerer som en varm sweater. Udenpå ligger et lag af længere dækhår, som beskytter mod vind og vand. Pelsen holder så godt på kropsvarmen, at sne kan blive liggende på hestens ryg uden at smelte. Og hårhvirvler sørger for, at dækhårene vender den rigtige vej, så vand kan løbe af. Under huden har Exmoor-ponyerne et tykt fedtlag. Fedtlaget dannes i løbet af sommeren, så ponyerne er godt isoleret om vinteren. Sommerpelsen er kort og glat.
Exmoor-ponyerne på Sydlangeland stammer fra en flok på Tærø ved Møn. Her har en flok heste levet vildt siden 1964, da de blev udsat som led i et privat forskningsprojekt. Da Naturstyrelsen i 2003 besluttede at benytte heste i naturplejen af Sydlangeland, fik man mulighed for at købe heste fra Tærø. De første 12 heste blev udsat på strandengene ved Klise Nor nord for Bagenkop i juni 2003. Her bor i dag en flok på cirka 10 dyr. I 2006 kom flokken på det store areal ved Dovns Klint så til.
Kilde: Naturstyrelsen
Følg vildhestenes egen facebookside: »Exmoor ponyer på Langeland«
