Geder skal pleje Svanninge Bakker
Naturstyrelsen vil benytte et større gedehold til at holde græsset, gyvel og den øvrige bevoksning i ave i det unikke naturområde på 80 hektar.

Bakker, bevoksning, gyvel og græsarealer. Det 80 hektar store naturområde i Svanninge Bakker bliver opgaven fra nytår at holde velplejet for den kommende naturplejer med sine geder. Som det fremgår, skal en brakpudser også tages i anvendelse for at overholde reglerne for EU-tilskud for arealerne.
Året rundt, og ikke mindst i disse corona-tider, er Svanninge Bakker et af de helt store fynske udflugtsmål både for naturelskere, familier, mountainbikere, hesteryttere eller vandrere. Med udsigt til Als eller Ærø er det stærk kuperede terræn en helt unik oplevelse. Det vurderes, at omkring 300.000 besøger naturperlen om året.
At området veksler mellem skov, krat og græsområder og dermed giver plads til færdsel og naturindtryk på tætteste hold skyldes vedvarende afgræsning gennem mange år. Både får, geder og kreaturer har haft opgaven med at holde orden på naturområdet. Siden 2005 har Svanninge Bakker været afgræsset af cirka 40 Galloway-kreaturer.
Imidlertid ønsker den nuværende forpagter af det 80 hektar store naturareal ikke længere at påtage sig opgaven. Derfor søger Naturstyrelsen, som forvalter Svanninge Bakker, til nytår en ny dyreholder til naturpleje af det storslåede område.
Søger geder til opgaven
Erfaringer fra andre statslige naturområder, blandt andet på Møn og Himmerland, viser, at geder - i modsætning til kvæg - er særdeles velegnede til at holde gyvel og kratbevoksning i ave.
- Især på skråningerne har vi behov for at få bugt med bevoksningerne, og flere steder breder gyvel sig. Modsat kreaturer, som bruger tungen, og af den grund mere foretrækker græs og urter, bider geder med tænderne, når de skaffer sig føde. Derfor går de mere til værks overfor buske og skud fra træer, påpeger biolog Kasper Skjærlund fra Naturstyrelsens fynske afdeling.
I sidste uges avis søgte Naturstyrelsen interesserede gedeholdere til denne specielle naturplejeopgave, som vurderes at ville kræve et sted mellem 100 og 200 geder. Naturstyrelsen regner dog med et mindre gedehold til en start.
- Umiddelbart er der mig bekendt ingen større gedehold på Fyn, men via indkøb eller måske i samarbejde med kolleger fra Jylland eller Sjælland, kunne det måske animere en tidligere kvægbruger eller andre interesserede naturplejere til at byde ind på opgaven, håber biologen.
Betaling pr. ged
Han erkender, at afsætning af gedekød og mælk måske kan være lidt problematisk, og indtjeningen fra et gedehold i Svanninge Bakker er derfor ikke på højde med andre dyrearter.
- Oplægget er, at vi betaler et beløb måske 300 kroner eller mere pr. ged om året i kontraktperioden på fem år. Og naturligvis er der mulighed for forhandling og forlængelse af kontrakten.
EU-støtten, hvor grundbeløb og græsplejetilsagn for godkendte områder samlet bliver omkring 3.000 kroner pr. ha, søges og tilfalder forpagteren. Naturstyrelsen sørger for indhegning og læskure, mens dyreholderen står for tilsynet af dyrene, samt at sikre godkendelsen af arealerne i forhold til EU-tilskuddene. Det vil blandt andet sige afpudsning af alle græsarealerne.
Måske opdeling
Området er som nævnt på i alt 80 hektar, hvor de omkring 30 hektar er overdrev. 15 hektar i den sydlige del er tidligere landbrugsjord, som er på vej til at blive overdrev, og dertil kommer fugtige områder, såkaldte rigkær, samt bratte skråninger med bevoksninger.
- Lykkes det ikke at få aftale med en naturplejer med så mange geder, kan der måske blive tale om delarealer, hvor måske 50 geder kan rotere hvert andet år. Endelig kunne opgaven også opdeles mellem geder, og måske kreaturer eller heste fra eventuelt andre dyreholdere i nogle af områderne. Naturplejeren med geder behøver således ikke selv komme med kreaturer eller heste, siger Kasper Skjærlund og tilføjer, at der ikke bliver tale om får, da der sygdomsmæssigt kan være risiko for, at de ville kunne presse gederne.
Han vurderer, at robuste racer som Dansk Landrace og Boer vil være mest velegnet til opgaven. Udbuddet starter nu, så der frem til nytår, hvor kontraktperioden starter, vil være mulighed for indkøb af dyr.
- Derfor er det lidt af en hasteopgave, men opgaven er til stadighed at sikre, at bevoksninger ikke bliver til skov, og overdrevene ikke bliver for frodige. Især har gyvel her en negativ påvirkning, da disse planter kan hente kvælstof fra luften og omdanne det til nitrat i jorden. Og her ser vi geder som en velegnet løsning, påpeger biologen og fremhæver det rige plante- og dyreliv i Svanninge Bakker, som både skal bevares og styrkes.