I løbet af de næste par år bliver over 700 hektar lavtliggende marker i Nørreådalen ved Viborg taget ud af drift til fordel for vild natur ved hjælp af multifunktionel jordfordeling.
JORDFORDELING Nørreådalen er et naturskønt område i nærheden af Viborg, med en blanding af skovarelaer, vandløb, men også landbrugsproduktion. Men efter alt at dømme bliver der mindre af det sidste i løbet af de næste to år. Landbrugsstyrelsen har således givet endelig godkendelse til et projekt med multifunktionel jordfordeling i området, og det indebærer, at myndighederne opkøber landrbugsjorde, og etablerer naturområder, mens de stedlige landmænd til gengæld får bedre og mere højtliggende jorde at dyrke landbrug på.
Projektet er blandt de første, der har fået del i statslige midler, og det er planen, at man skal tage over 700 hektar ud af drift. Man havde ansøgt om et areal på 1000 hektar, men det fik man dog ikke midler til fra en statslig pulje, der blev bevilget forrige år. Det er Viborg Kommune og Naturstyrelsen Himmerland, der står bag projektet.
Projektets leder, Martin Nissen Nørgård fra Naturstyrelsen Himmerland er i sagens natur godt tilfreds med at projektet er blevet endelig godkendt.
- Nu kan vi sætte gang i de elementer vi havde drømt om, at vi kunne sætte i værk i Nørreådalen ved Ørum, siger han og fortsætter:
- Det er en række af initiativer i forhold til fx grundvand, øgede arealer til natur og økologi, bedre arrondering af landbrugsjord og fokus på rekreative muligheder.
Samtidig har Viborg Kommune kørt en proces om landskabsstrategi for hele Nørreåen, hvor man nu kan gå et spadestik dybere i lokalområdet og involverer lodsejerne om, hvad der skal ske mere lokalt i ådalen ved Ørum. Med bevillingen bliver der nu mulighed for at bruge værktøjet jordfordeling, og det er det, der er blevet peget på i et tidligere forløb som et ønske fra mange lodsejere.
Viborg Kommune havde sammen med Københavns Universitet kørt en proces omkring strategien for Nørreådalen, hvor de havde interviewet en masse lodsejere, hvor de havde spurgt ind til, hvordan man skulle løse de udfordringer, man har derude.
- Derfor turde vi også at søge om pengene til en multifunktionel jordfordeling, fordi vi havde et signal fra lodsejerne om at det var en af løsningerne at bruge jordfordeling som et af løsningsredskaberne. Det er jo ikke noget man stopper ned over hovedet på folk, men jordfordeling er et frivilligt tilbud.
Ifølge projektlederen er der også klare fordele for de lodsejere, der skal afgive jord til naturprojekter i området.
- Der er jo ikke den samme landbrugsdrift som der var en gang. Hvis man derfor kan få gang i mere naturpleje ved at samle små englodder igennem jordfordeling og på den måde gøre dem mere attraktive til afgræsning eller høslet, vil det være en stor fordel for naturen og mere økonomisk interessant for de landmænd, der vil arbejde med naturpleje frem over. Samtidig hermed skal lodsejerne kompenseres for at afgive jorden med noget højtliggende jord i området, hvor der også skal være fokus på bedre arrondering, så transport af gylle og grovfoder kan minimeres, siger Martin Nissen Nørgård.
Over 180 lodsejere er en del af projektet.