Billund og Vejen Kommuner er i år kommet med på listen over de kommuner, der støtter udbredelsen af faunapletter i landbruget, men flere ventes at være med, når der skal frø i jorden til foråret.
- Jeg forventer, at også Esbjerg og Varde Kommuner er med næste år, fortæller konsulent Rasmus Filsø Løbner, Sagro, der i år har aftale med syv kommuner om, at kommunerne betaler frøene.
- Vi har i år fået plantet 110 kilometer faunapletter fordelt på ca. 140 landmænd, fortalte Rasmus Filsø Løbner, og forventer endnu mere næste år, når det udvides til ni kommuner, der ud over de nævnte omfatter Herning, Ikast/Brande, Ringkøbing/Skjern, Holstebro og Struer Kommuner.
Mens kommunerne betaler frøene, er det lodsejerne, der betaler for såningen og i øvrigt stiller jorden gratis til rådighed for naturens dyr, planter og insekter.
 

Det skal være frivilligt

Formanden for Jysk Landbrug, Bjarne Larsen, gør det klart, at landbruget gerne gør noget for naturen og dyrene, men han lægger ikke skjul på sin frygt over for visse organisationer og myndigheder.
- Det skal være noget, vi landmænd kan gå med i uden nogen form for risiko. Vi vil gerne lave natur til glæde for bl.a. dyrene, men vi skal kunne komme ud af det igen, når vi ønsker det. Vi skal ikke være bundet, fordi der pludselig dukker en sjælden blomst eller sjældent insekt op, understreger Bjarne Larsen.
- Mange af mine kolleger vil gerne gøre noget, men de tør ikke af risiko for på en eller anden måde at blive bundet, påpegede Bjarne Larsen, da han mødte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på en mark på Ribe Landevej mellem Hejnsvig og Grindsted.
Det var folketingskollega Anni Matthiesen (V), der inviterede ministeren ud på marken, og ministeren var trukket i de grønne gummistøvler, da han skulle præsenteres for en af de mange faunapletter, Sagro har fået etableret sammen med landmænd fra nord til syd i det vestjyske.
Ideen med faunapletterne startede i 2015, og siden har det udviklet sig til de mange kilometer.
 

Godt for landbrugets image

I området ved Grindsted besøgte Jakob Ellemann-Jensen et område, hvor der var lavet en faunaplet samtidig med, at marken var rettet ud, og ideen med disse pletter typisk på marginaljord var ikke ukendt for ministeren.
- Man ser mange steder, at der er etableret sådanne striber med blomster ude ved vejene, og der er ingen tvivl om, at det er godt for landbrugets image, noterede miljø- og fødevareministeren.
- I er de første til at passe på jorden, som I lever af, lød det videre.
Projektet med faunapletter er kommet i stand på tværs af interesser og organisationer, man ofte ikke er enige med og slet ikke på talefod med, men som Jakob Ellemann-Jensen konstaterede:
- Man bliver aldrig dummere af at tale med nogen, man er uenig med.
 
Natur