Halvøens sidste mælkeproducent

Peter Mygind Hansen lukker og slukker mælkeproduktionen på Helnæs, når han eller de to malkerobotter ikke kan mere.

Peter Mygind Hansen er 17. generation på Søgaard på Helnæs (i forgrunden). I baggrunden Arla Fondens Madlejr, der for 10 år siden rykkede ind i halvøens nedlagte skole. Foto: Erik Hansen

- Jeg stopper, når enten malkerobotterne eller jeg ikke kan længere.

Det er fremtidsstrategien, som 60-årige Peter Mygind Hansen har lagt for sin mælkeproduktion på Søgaard i Helnæs by.

Som 17. generation på slægtsgården har han i løsdriftsstalden 160 jerseykøer, der malkes af to DeLaval malkerobotter fra 2008.

Naturplejer

- Da min far overtog gården, var der 52 leverandører til Helnæs Mejeri. I dag er jeg den sidste mælkeproducent på halvøen.

Peter Mygind Hansen har dog en plan. Han håber fortsat at kunne arbejde med kreaturer, efter Arla-bilen en dag har hentet den sidste mælk. På Helnæs Made lige op til gården har han 17 Galloway moderdyr, der sammen med deres kalve og lån af nogle ekstra dyr om sommeren afgræsser et 80 hektar stort naturområde.

- Det svarer til et storkreatur pr. fem hektar. Men racen overlever trods den nøjsomme græsvækst. De går ude hele året med læ i træbevoksninger og læskure, fortæller Peter Mygind Hansen, der dagligt tilser kødkvægbesætningen på sin ATV’er.

- Både det at gå i stalden om morgenen og turene ud i vores rige natur herover, gør mig glad hver eneste dag.

I/S i 1991

Efter sin landmandsuddannelse gik han sammen med sin far, Jens Mygind Hansen, i et I/S i 1991 for at udvide bedriften. En ny dybstrøelsesstald skabte plads for en udvidelse fra de daværende 20 RDM- og jerseykøer til 65 køer.

Peter Mygind Hansen overtog Søgaard fuldt ud i 1998, og besætningen blev øget til 100 køer.

Endnu en staldudvidelse blev foretaget i 2007. Det gav plads til 150 jerseykøer med opdræt. Året efter blev to DeLaval malkerobotter installeret, som siden har klaret malkningen af de 140 jerseykøer i besætningen.

Markdriften er på 135 hektar i omdrift, heraf 45 hektar majs og resten med hvede, vårbyg og raps.

- Græs kan vi ikke dyrke her på Helnæs. Det er alt for tørt, da de fleste regnbyger driver udenom os.

Fodbold hver onsdag

Peter Mygind Hansen, der ved Fynsk Kvægs årsmøde i sidste uge fik overrakt H.B. Kochs Legat for indsatsen som besøgslandbrug for Arla Fondens Madlejr på Helnæs, er i det hele taget en lokal ildsjæl.

Han er således den sydvestfynske halvøs brandfoged, han er med i bestyrelsen for borgerhusets bestyrelse, formand for Helnæs Jagtforening, og dyrker både badminton og fodbold i idrætsforeningen.

- Hver onsdag klokken 19 hele året rundt mødes vi til fodboldtræning på sportspladsen. Der kommer både fastboende, tilflyttere og fraflyttere, og vi får en øl bagefter. Det er rigtig hyggeligt, og er en del af det stærke sammenhold herovre.

Han og hustruen Laila Berg Hansen har tre voksne børn, to døtre og en søn.

Læs også