Foråret begynder at krible i fingrene, når solen rammer kinderne, og det ikke er helt så buldermørkt om morgenen. Hønsene går først til ro en hel time senere end i vinters, og i min vindueskarm står de første potter med tomatplanter, chili og peberfrugt allerede.

Med andre ord – mit indre køkkenhaveur er begyndt at tikke højlydt, og jeg glæder mig til at få fingrene i jorden og frøene ud af poserne. Så meget desto værre er PFAS-skandalen, for usikkerheden er stor og spørgsmålene hober sig op; Hvor meget af vores jord og haver er forurenede? Gav jeg egentlig hønsene foder med fiskemel i, eller kan jeg med sindsro spise æggene? Er det nu pludselig sundere at købe sine grøntsager, fremfor at dyrke dem selv, og hvem kan egentlig sige noget om hvor PFAS befinder sig?

Det er ikke sjovt, når man har tre børn på 4-11 år og ved at PFAS muligvis hober sig op i deres små bløde kroppe, på trods af alle mine anstrengelser for at servere sund, økologisk og dejlig mad for dem.

Men PFAS er i min optik ikke den virkelige skandale. Den virkelige ægte skandale er, at der med sikkerhed vil blive fundet endnu flere uønskede stoffer omkring os, som sprøjtegifte i drikkevandet, mikroplast i kroppen og det dybeste hav, nanopartikler i DNA’et osv osv.

Fire økologiske grundprincipper

Af hjertet er jeg overbevist økolog. Og økologien hviler på fire grundprincipper, som jeg synes er indlysende rigtige og fornuftige, nemlig sundheds-princippet om at økologien skal bidrage til både sund jord, sunde råvarer og fysisk, mental og social trivsel. Der er økologi-princippet om, at samarbejde med naturens egne økologiske principper og spare på ressourcerne. Retfærdigheds-princippet der sikrer, at produktionen sker retfærdig og med hensyn til fælles miljø og ansvar for den fælles verden.

Sidst, men ikke mindst, er der forsigtigheds-princippet der drager ansvar for at beskytte nuværende og fremtidige generationers sundhed og trivsel og det fælles miljø. Dette princip anerkender, at vi har en ufuldstændig viden og forståelse for økosystemer og jordbrug, og betoner at man derfor skal afvise brug af uforudsigelige teknologier og handle med forsigtighed og omhu.

Dette sidste princip er i PFAS-skandalen totalt blevet overset, idet forskere i årevis har vidst, at de her evighedskemikalier udgør en risiko for mennesker og miljø. Alligevel har man tilladt brugen af dem, vel vidende at regningen skal betales til sidst. Nu er festen så forbi, og regningen er delt ud. Eller i hvert fald en smule af den. For vi ved stadig ikke, hvorfra forureningen kommer. Hvordan vi undgår den og hvad vi i det hele taget skal stille op.

Det er mildest talt fortvivlende som mor, køkkenhavedyrker og økolog. For frøene skal i jorden og det »ekspertråd« jeg læste i en artikel om emnet, om at undgå at dyrke i jorden og lave nogle højbede i stedet, mangler at besvare det store spørgsmål: Hvor er der ellers PFAS? For det er formentlig også i den jord, man kan fylde i sit nye højbed. Et absolut og hurtigt stop af brugen af PFAS må være et minimumskrav til alle handlekraftige politikere, men også at alle de andre kemikalier, sprøjtemidler og hvad har vi, bliver sat under luppen ud fra økologiens fire grundprincipper.