- Det er gået rigtig godt, svarer driftsleder Torben Albertsen, Nysø Gods på Sydsjælland, på spørgsmålet om, hvordan weekendens rapshøst er gået.

- Vi høstede 42 hektar skårlagt raps fra søndag middag og frem til klokken halvtre natten til mandag med en vandprocent på 9.

Udbyttet har ligget på 4,8 – 5,0 t/ha med 50 procent olieindhold og de 9 procent vand.

- Det er lidt over et middeludbytte i vores område, så det er vi godt tilfredse med.

Skårlægger uens raps

Endnu står der 80 hektar vinterraps på rod på Nysø Gods’ i alt 850 hektar markbrug.

- Vi har ønsket at komme tidligt i gang og sprede høstdagene. Desuden har vi stormen i hukommelsen fra sidste år, hvor en del rapsavlere oplevede et stort frøspild. Det oplevede vi dog ikke, men vil ikke løbe risikoen med alle de hektar vinterraps.

Torben Albertsen vælger at skårlægge de vinterrapsmarker, der er mest uens modne.

- Tidligere nedvisnede jeg en del rapsmarker med glyphosat, men det er jo blevet forbudt. Så nu skårlægger vi i stedet.

- Men det bliver sværere at ramme det optimale høsttidspunkt og rapshøsten kommer senere i gang, når vi ikke kan nedvisne.

Egen oplagring

Rapsen kommer direkte hjem i godsets amerikanersiloer og er jo lagerfast med de 9 procent vand.

- Vi lufter i rapsfrøene og venter på de 80 hektar direkte høstede vinterraps, der nok ikke bliver lige så tør – måske 10-12 procent vand - og som så kan blandes op med den tørre raps.

- Men nu ser det ikke ud til at kunne høstes de næste tre til fire dage med den vejrudsigt.

Pæne afgrøder

Generelt ser Torben Albertsen gode afgrøder i år på Nysøs marker.

- Vi har foreløbig høstet engsvingel og rødsvingel med udbytter over middel. Derudover har vi høstet fremavls-vinterbyg med omkring 8 t/ha i udbytte.

- Derimod har vi for første gang høstet dårligt i noget hybrid-vinterbyg til fremavl. Det gav kun omkring 5 t/ha, hvilket vi tror skyldes en dårlig bestøvning, da kernerne er små og næsten ikke udviklet. Ved en skovkant var vi helt nede på 2 t/ha med stigende udbytte med stigende afstand fra skovkanten.

Han forventer at vårbyggen skal høstes meget sent i år.

- Vårbyg står helt grøn endnu, da den er sået så sent som 10. maj. Men det forholdsvis kolde vejr og nedbør har været godt for vårbyggen indtil nu, slutter Torben Albertsen.

Driftsleder på Nysø Gods, Torben Albertsen (bagerst) går igennem vårbyggen sammen med sin medarbejder Christoffer Blindbæk. - Vårbyggen ser godt ud, selv om den er sået så sent som 10. maj, vurderer han.

At rapsen søndag aften var godt tør ses tydligt på dette solnedgangsfoto.

At rapsen søndag aften var godt tør ses tydligt på dette solnedgangsfoto.

Nysø Gods

Nær Præstø på Sydsjælland

Torben Albertsen, driftsleder gennem 25 år

Der dyrkes i alt 850 hektar

Brødhvede, maltbyg, vinterraps. Rødsvingel, engsvingel og sukkerroer

Christoffer Blindbæk er mejetærskerpilot på Nysø Gods. - Vi har endnu 80 hektar vinterraps at høste direkte, fortæller han.

Christoffer Blindbæk er mejetærskerpilot på Nysø Gods. - Vi har endnu 80 hektar vinterraps at høste direkte, fortæller han.

Høst af skårlagt vinterraps

Udbytte: 4,8 – 5,0 t/ha

Vandprocent: 9 %

Olieindhold: 50 %

Søndag blev høstet 42 hektar ud af i alt 122 hektar raps

Der blev taget hul på høst af skårlagt raps især på Vestsjælland og Lolland/Falster i weekenden, fortæller markedschef Thomas Birger Jensen, Danish Agro. Enkelte steder blev der også høstet raps direkte. Arkivfoto