Græsukrudt i græs kan koste dyrt: Nu er der for alvor kommet gang i teknologierne

I de seneste år er der for alvor kommet gang i de teknologiske løsninger, der gør det muligt at få bugt med græsukrudt i frøgræsmarker, lyder det fra planteavlsrådgiver.

At bekæmpe græsukrudt i frøgræsmarker har altid været en udfordring. For det første kan ukrudtet være svært at spotte, og for det andet er det et problem, at midlerne, der skal bekæmpe græsukrudtet, også kan skade selve afgrøden.

Men de teknologiske løsninger er blevet bedre, og der er faktisk bedre mulighederne end nogensinde før for at sætte målrettet ind over for græsukrudtet.

Det fortæller Kristian Ladegaard Jensen, planteavlsrådgiver i Velas.

- Det kan koste mange penge, hvis du ikke har styr på de grove græsser i frøgræsmarken. Det er slet ikke ny viden, at teknologiske løsninger kan bidrage til bekæmpelsen af græsukrudt i græs, men i de senere år er der for alvor kommet gang i teknologierne, der gør det nemmere og mere effektivt at bekæmpe græsukrudt i græs, fastslår rådgiveren.

Særligt i den årstid, vi netop er gået ind i, er der gode muligheder for, at teknologien kan få lov at arbejde til din fordel.

- Betydningen af at få fløjet markerne over af dronen på det rigtige tidspunkt er enorm. Et par uger til en måneds forskel kan gøre, at det slet ikke længere er muligt at se ukrudtet. Fra efteråret og frem til februar er der de bedste muligheder for at få lavet gode kort over græsukrudtet, siger Kristian Ladegaard Jensen.

Heldigvis har udviklingen gjort, at det er blevet mere overskueligt at komme i gang med ukrudtsgenkendelse fra drone.

- Det skyldes især, at dronerne er blevet bedre og billigere, og de medfølgende programmer er også blevet mere effektive, så de ikke behøver den samme mængde data som tidligere, siger Kristian Ladegaard Jensen.

En balancegang

Fordelene ved at få fløjet frøgræsmarkerne over af en drone er, at du dermed kan få lavet præcise kort over, hvor græsukrudtet befinder sig.

- Det kan være udfordrende at vide, hvornår det bedste flyvetidspunkt er, men de erfaringer, vi har nu, er, at goldhejre er til at se i alle arter i efteråret. Væselhale kan ses både i efteråret og foråret. Det er ikke muligt at se enkeltplanter fra drone, men plamager. Etårigt rapgræs er også muligt at se fra drone, og her er der også en del positive erfaringer, siger Kristian Ladegaard Jensen.

Ifølge ham er rævehaler den sværeste græsukrudtsart at spotte, da der her mangler erfaringer for, hvornår det er bedst at spotte dem.

- Det er hele tiden en balancegang, hvor du skal have slået det ihjel, du ikke vil have, men uden at du får hæmmet det øvrige frøgræs så meget, at det forsvinder. For mange store åbne områder giver anledning til yderligere problemer, siger han.

Det sværeste at komme til livs i en frøgræsmark er resistente græsukrudtsplanter. Dem kan dronen være med til at give godt kort over.

En anden oplagt droneopgave er kortlægning af rodukrudt.

- Det er forholdsvis nemt – bare man ikke kommer for tidligt. Tidsler spirer over en lang periode i foråret, og de er nemmere at spotte. Et godt tidselkort i vårbyg med udlæg kan sikre, at du kan spare mange penge, når tidslerne skal bekæmpes i frøgræsmarken. Kortet vil endda kunne genbruges, da tidslerne ikke flytter sig rundt i marken, slutter Kristian Ladegaard Jensen.

Læs også