Pløjefri dyrkning har givet fuld effekt på problemjord

Fritids-planteavler Michael Aarestrup, Viborg, har på få år fået en jord, der er nemmere at arbejde med ved at droppe pløjningen.

JB6-jorden er som forvandlet, efter pløjningen er droppet. Der er meget mere liv i den, og den er til at køre på selv i våde perioder.

Michael Aarestrup er først og fremmest ingeniør og arbejder fuldtid med isobus-styresystemer til landbrugsmaskiner hos Thorsen-Teknik. Men han er også planteavler og driver 35 hektar med havre, hvede, raps og slætgræs til wrap på slægtsgården, hvor han er femte generation.

Planteavlen skal derfor være nem og rationel – det var den ikke tidligere, hvor han pløjede. Det tog lang tid, og den kolde og våde JB6 lerjord var svær at køre på, fordi den var mudret.

- Jeg skal love for, at det har haft en effekt at gå over til reduceret jordbearbejdning og lade halmen blive tilbage i marken. Nu kan jeg køre i marken uden at få mudder på dækkene, fortæller han.

Stort set no-till

Den eneste jordbearbejdning, han foretager, er stort set med skiveskæret på sin John Deere 750A såmaskine til direkte såning. Dog laver han en øverlig disc-harvning før såning af vårbyg, og rapsen bliver gruppesået med en Horsch Focus. Resten sås direkte, også kaldet no-till.

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at gå 100 procent ind i no-till. Det bliver en kombination, siger han.

Udover den langt bedre farbarhed er der også kommet langt mere liv i jorden. I plovens tid var det meget svært at finde en regnorm i jorden.

- Det var ikke en regnorm i hvert spadestik, men nu er mængden af regnorm blevet meget større, fortæller Michael Aarestrup.

Sparer tid og penge

Udbyttemæssigt ligger han på det samme, som da jorden blev pløjet.

- Hvis jeg har haft udbyttenedgang, er det fordi, jeg har gjort noget forkert, fortæller han.

Men han har samme output med et langt mindre input.

- Vi kan nøjes med nogle få gode maskiner, og så er det ekstremt effektivt, og jeg kan nå at passe min jord i min fritid, fortæller han.

Michael Aarestrup passer jorden i samarbejde med sin nabo Christian Lervad-Bach, som også er FRDK PløjefriRådgiver og planteavlskonsulent hos Velas.

- Jeg er ikke uddannet landmand, så jeg har god hjælp af Christian, og så får jeg meget inspiration både på Youtube og Twitter, fortæller han.

Det er i år fjerde sæson, han kører pløjefrit.

- Jeg har givet det fem år, og jeg tror ikke, jeg går tilbage til ploven, siger han.

Michael Aarestrup er sammen med FRDK og Velas, vært for Åben Pløjefri Mark den 31. maj klokken 11.00.

Læs også