Thomas Beck, Aunslev ved Nyborg, fortalte på en konference forleden om sin rejse fra at drive en stor minkfarm til at udvikle et 28 hektar stort solcelleprojekt. Nu stryger han gevinsten.
Efter, at Thomas Beck på ordre fra staten slog sine 61.000 mink ned i november 2020, stod han og hans familie over for et sort tomrum, der skulle udfyldes.
Med inspiration fra stigende energipriser og behovet for grøn omstilling fik han i 2022 den idé at etablere en solcellepark på et 28 hektar stort areal, hvor et vindmølleprojekt tidligere var blevet afvist på grund af lokal modstand.
- Jeg tænkte: Er der noget i vejen for, at det kan lade sig gøre med solceller i stedet? En screening viste, at arealet var perfekt, og naboerne boede langt nok væk. Det gav mig mod på at gå i gang, fortalte Thomas Beck, Aunslev ved Nyborg, i et indlæg til en økonomikonference, som Patriotisk Selskab afholdt forleden i Odense.
Naboinvolvering nøgle til succes
Thomas Beck lærte af tidligere projekters fejl og satte naboinddragelse højt på dagsordenen.
- Jeg kørte rundt til 14 naboer og inviterede dem til kaffe og lagkage. De blev glade for at blive hørt og få visualiseringer af, hvordan solcellerne ville se ud. Til sidst sagde de: ”Byg du bare løs.” Det var en fantastisk oplevelse, fortalte han.
Den gode dialog med naboerne blev afgørende for, at projektet kunne gennemføres hurtigt.
- Fra ansøgning til godkendelse i marts 2023 gik der kun 10 måneder – næsten en ny Danmarksrekord. Det skyldtes naboinddragelsen og det perfekte areal, lød det fra Thomas Beck.
- Det har jeg aldrig prøvet før
Han husker især, da Energinet som led i processen inviterede beboere med ejendomme under 1,5 kilometer fra solcelleparken til et informationsmøde på Hotel Nyborg Strand.
- Da mødet sluttede, klappede de 70 fremmødte. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt er der altid en spændt stemning, men her var der kun god energi, fortalte Thomas Beck om den opbakning, han fik til sit projekt.
Økonomien bag
Thomas Beck, der selv har udviklet projektet, investerede 2,5 millioner kroner i rådgivning.
Han valgte dog at sælge projektet, inden det blev realiseret, for at minimere risikoen.
- Jeg kunne se, at det ville blive for risikabelt at eje det selv med de faldende strømpriser. Om 1-2 uger forventer vi at have solgt til en mellemstor virksomhed og opnået en engangsbetaling, vi bestemt ikke skal pive over, lød det fra den tidligere minkavler, der i øvrigt ikke har fået sin erstatning endnu.
Lejeniveauet for solcelleprojekter ligger på 23.000-25.000 kroner pr. hektar om året, mens investeringsomkostningerne har ligget på omkring 150 millioner kroner, fortalte han.
En spændende rejse
Trods udfordringer undervejs ser Thomas Beck overordnet positivt på projektet:
- Det har været en lang, men spændende rejse. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg igen udvikle projektet selv.
Solcelleparken vil efter planen blive opført til næste år, og den vil kunne levere strøm svarende til 60 procent af Nyborgs boliger.
Små 200 interesserede deltog i konferencen, der fandt sted i Odense Congress Center.
Produktion af vedvarende energi
- Danmark skal firedoble produktionen af sol- og vindenergi på land frem mod 2030
- I gennemsnit blev der i en dansk kommune i 2023 produceret 140.000 megawatt-timer på vind- og solenergi
- I Nyborg Kommune blev der produceret 51.477 MWh, heraf 4.538 MWh fra solceller og 46.439 MWh fra landvindmøller
Kilde: Energinet