Gyldent svineår i sigte

Med en aktuel notering på over 13 kroner og udsigt til en fortsat stigning tegner 2020 til at blive et super godt år for svineproducenterne.

Af Ebbe Mortensen, freelancejournalist

- Stemningen er virkelig god.

Så klar i mælet er Martin Boe Madsen, når det gælder det aktuelle humør hos de fynske svineproducenter. Noteringen har rundet de 13 kroner, og prognosen for 2020 peger opad mod de 15 kroner. Så der er virkelig noget at glæde sig over.

- Hvis humøret ikke er højt nu, så bliver det det aldrig, lyder det fra den 37-årige svineproducent, som driver en svineproduktion med 600 søer ved Ebberup.

- Første kvartal 2019 var det økonomisk dårligste kvartal, jeg har oplevet i mine 10 år som svineproducent. Sidste kvartal var derimod det bedste, jeg nogensinde har haft, fortæller Martin Boe Madsen, og tilføjer, at en noteringsforskel på fem kroner fra årets første til årets sidste kvartal naturligvis er noget, som kan ses på bundlinjen.

Opturen skal udnyttes optimalt

Selv om pilene peger opad for svineproducenterne, er det vigtigt ikke at læne sig tilbage, påpeger Martin Boe Madsen, der sidste år blev medlem af bestyrelsen i Centrovice.

- Den enkelte svineproducent må overveje, hvordan situationen skal bruges. Har man en høj belåning på ejendommen, kan det være en god idé at få minimeret sine dyre lån, så man øger selvbestemmelsen på sin finansiering. Det vil styrke én, når tingene begynder at gå den anden vej, siger Martin, som også peger på vigtigheden af at optimere bedriften i opgangstiden.

- Kan man få lidt flere dyr ind i stalden, uden store omkostninger, er det noget, som hurtigt kan ses på bundlinjen. Men hver eneste ejendom har sine helt egne udfordringer, understreger han.

Svært for de unge at etablere sig

Som bestyrelsesmedlem i Centrovice vil Martin Boe Madsen gerne fokusere på de unges muligheder for at etablere sig i landbruget, hvor gennemsnitsalderen stiger år for år. Kun fem-seks procent af landmændene er i dag under 40 år. Det skal der gøres noget ved.

- Der er nok en del ældre landmænd, som i lyset af de gode udsigter for de kommende år venter med at forlade erhvervet, fordi de lige vil have gevinsten af de gode tider med. Så det bliver ikke nemmere at etablere sig.

Ejendommene bliver samtidig stadig større og større, så det er en kæmpe økonomisk udfordring for en ung landmand at etablere sig.

- Det er ikke sikkert, at de unge fremover skal stå med hele gældsbyrden. Måske skal der nogle flere investorer indover. Det kan blive en måde at gennemføre generationsskiftet på.

Flere udfordringer i fremtiden

Generationsskiftet er ikke den eneste udfordring for landbruget. Tiltrækning af arbejdskraft, svinepest og klimaproblematikken fylder også på listen.

- Når det gælder arbejdskraften, står der ikke en masse unge danskere udenfor stalddøren og banker på. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft, siger Martin Boe Madsen.

Opskriften er blandt andet gode arbejdspladser. Det rygtes nemlig hurtigt, hvis der er bedrifter, hvor medarbejderne ikke trives.

- Mine medarbejdere får ansvar, så de kan styre meget af deres hverdag selv. Jeg lægger også vægt på, at der ikke mangler hænder. Det er vigtigt, at medarbejderne har tid til at gøre tingene ordentlig uden at blive stressede.

Svinepest ikke den store trussel

Ifølge den fynske svineproducent er det et spørgsmål om tid, før svinepesten kommer til Tyskland. Han ser imidlertid ikke svinepest som en stor trussel for den danske svineproduktion.

- Vi har vildsvinehegnet ved den tyske grænse, så vi har godt styr på tingene. Og hvis svinepesten kommer til Danmark, tror jeg ikke, vi vil se en kæmpe regulering af prisen, så længe der er en stor underforsyning af svinekød på verdensmarkedet.

- Får vi svinepest, mister vi eksport ud af EU, men den vil blive dækket af andre lande, som for eksempel Spanien, som så kan købe vores svinekød i stedet for, siger Martin Boe Madsen, som heller ikke ser den store trussel i, at de unge generationer er begyndt at spise mindre kød.

- Det er en trend, som vil fortsætte. Så det må vi bare indrette os efter, siger han.

Hver øre tæller i fremtiden

Truslen mod den danske svineproduktion kommer ifølge den sydvestfynske svineproducent fra konkurrenterne i udlandet, som er ved at blive lige så dygtige til at producere grise, som de danske landmænd.

- Vores søer føder grise nok, så jeg tror, vi skal til at sætte ind på fodersiden, så vi om 5-10 år kan producere med kun 2 foderenheder pr. kg tilvækst. Det vil spare en masse soja, hvede og byg, og så kan vi levere den mest klimavenlige gris i verden, siger han og understreger, at det vil blive vigtigt i fremtiden.

Alt i alt står de danske svineproducenter godt rustet, vurderer svineproducenten fra Ebberup og bestyrelsesmedlem i den fynske landboforening.

- Det siger noget om dansk svineproduktion, når New York Times skriver om det lave medicinforbrug i Danmark. Så vi skal nok klare os. Jeg håber også, at de gode tider bliver brugt til at skabe vækst i lokalsamfundene, ved at vi bruger vores lokale håndværkere og underleverandører mere. Det vil give erhvervet goodwill, slutter Martin Boe Madsen.

Martin Boe Madsen

·  37 år og medlem af bestyrelsen i Centrovice. Startede som svineproducent i 2009.

·  Han har i dag 8 ejendomme med grise, Et sohold på 600 søer. En klimastald og seks slagtesvinestalde, to som han ejer, og fire som han lejer.

·  Produktionen er på cirka 27.000 slagtesvin om året.

·  Martin danner par med Helle Rosendahl, som er biolog. Sammen har de tre børn i alderen 3-8 år, en dreng og to piger.

·  Der er syv medarbejdere på bedriften. Fem udlændinge fra Ukraine og Rumænien, en dansk landbrugselev og en dansk markmand.

 

Læs også