Den vestjyske ulv GW1468m er tilbage i Jylland efter en blodig tur til Slesvig-Holsten. Det oplyser den nationale ulveovervågning, Ulveatlas.
Ulvens tilbagekomst i Danmark har kostet et får livet. Ifølge forskerne på ulveatlas.dk har hanulven nedlagt et får sydvest for Ribe den 12. marts
Fem dage forinden havde ulven, der stammer fra Stråsø-koblet i den midtjyske ulvezone, desuden dræbt et får og skambidt fem andre i Winnert i det nordlige Tyskland.
Angrebet var meget karakteristisk for GW1468m, der kaldes for»snudebideren« på grund af skaderne i ofrenes hoveder.
I Winnert mistede en af de overlevende får således et øre, mens en anden mangler et stykke af snuden.
Der blev fundet spor af »snudebideren« i den midtjyske ulvezone den 25. januar, hvorefter den på et tidspunkt vandrede mod syd.
Ved to angreb i Arnum i Sønderjylland den 18.-19. februar blev flere får bidt meget alvorligt i snuderne, men det er dog ikke af de danske forvaltningsmyndigheder dokumenteret, at det er GW1468's værk.
Måske på vej
I Slesvig-Holsten har de tilsvarende tyske myndigheder derimod dokumenteret syv angreb på blot to uger i perioden 22. februar til 6. marts, hvor der i alle tilfælde er fundet dna fra »snudebideren«.
Ifølge forskerne fra den danske ulveovervågning er der tegn på, at »snudebideren« er på vej op igennem Jylland.
- Den (ulven, red.) er altså vendt tilbage til Danmark. I lige linje svarer turen fra det danske fødested til det sydligste af de tre tyske fundsteder til en vandring på 250 kilometer. Nu tyder sporene på, at den er på vej nordpå igen, skriver forskerne Kent Olsen og Peter Sunde
I artiklen advarer de om, at det ikke kun er GW1468m, der må formodes at strejfe omkring lige nu, hvor det er »højsæson for unge strejfulve«:
- I Centraleuropa forlader de fleste unge ulve deres forældres revir mellem februar og maj året efter, de er født. De øvrige fem hvalpe fra 2019 forventes derfor også at lægge ud på vandring i denne tid. De kan dukke op, hvor som helst i hele Jylland.
hka