80-årig med spækkede hylder
I år er det 40 år siden, Otto Egelund Jensen startede med at handle med landbrugsartikler. Først fra en bus ude på de fynske bedrifter og i dag fra den bugnede butik i Stenstrup på Sydfyn.
På ejendommen Væltenbjerg har Otto Egelund Jensen en samling af nostalgiske maskiner fra landbruget og skovbruget.

På hylderne har 80-årige Otto Egelund Jensen alle tænkelige fornødenheder til landmænd, hobbyfolk eller til privatkunder. Han sælger lige fra en enkelt bolt, møtrik eller et par arbejdshandsker til en plæneklipper eller motorsav. Fotos: Erik Hansen
Plæneklippere, hønsefoder, plovskær, skruetrækkere, havegødning, arbejdshandsker, træsko, kileremme, splitter, fittings, søm, skruer og bolte i alle størrelser osv..
Landmænd og hobbyfolk må nærmest få tænderne til at løbe i vand, når de træder ind i butikken hos Else og Otto Egelund Jensen i Stenstrup på Sydfyn.
Hylderne er spækket fra gulv til loft med alskens fornødenheder, og såmænd er der også blevet plads til en udstilling af malkemaskiner, som er den 80-årige indehavers store passion.
Velassorteret forretning
- Jeg har altid lyttet til kundernes behov, og uden at prale tror jeg, vi kan opfylde de flestes ønsker i butikken. Har vi ikke den pågældende del, bruger vi tid på at skaffe den, siger Otto Egelund Jensen, der vurderer, at varelageret for længst har rundet millionen i værdi.
Med over 30 leverandører, og heriblandt de store engrosfirmaer Kramp og Granit, og med altid omkring 50 nye småmaskiner og det enorme udbud af nye og ældre butiksdele og reservedele, har parret det, man roligt kan betegne som en velassorteret blandet landhandel.
Og ikke nok med det, kunderne kan også få repareret plæneklipperen, havetraktoren eller motorsaven. Den opgave har smed Michael Danielsen, der for et år siden blev forretningens første fuldtidsansatte medarbejder.
Fødselsdag og jubilæum på lørdag
På værkstedet kan man om nødvendigt få et nyt skaft på skovlen, slebet køkkenknive eller endog kødhakkeren.
- Alt for kunderne. Jeg er jo handelsmand, men vi gør det også for at tjene penge, lyder det fra Otto Egelund Jensen.
I fredags den 20. marts var det hans 80-års fødselsdag og præcist 40 år siden, at han startede sin handelsvirksomhed, E. Jensens Landbrugsartikler, opkaldt efter konen - og sit mellemnavn.
I anledningen af fødselsdagen og jubilæumsdagen var der i den forgangne uge indbudt til åbent hus i butikken med 25 procent på alle varer, lige med undtagelse af foder og gas.
Kørt ned på vej til Agromek
Otto Egelund Jensen blev efter sin opvækst i skovfogedhuset ved Brahetrolleborg og som karl på flere gårde uddannet som landmand. Det skete på Asmildkloster Landbrugsskole ved Viborg, hvor han fortsatte to år som bestyrer for skolens landbrug, og hvor han her fandt den unge kokkepige, som han nu i 54 år har været gift med.
Else har nu i 30 år arbejdet i butikken i Stenstrup, efter hun måtte forlade sit job som hjemmesygeplejerske.
- Det var nødvendigt, da Otto blev kørt ned ude på hovedvejen på vej til Agromek. Det var alvorligt, og det var det igen for ti år siden, hvor han blev syg og lå på sygehuset et halvt års tid, fortæller Else Jensen, mens hun beredvilligt henter varer fra hylderne, afregner og endog tilbyder at hjælpe med at bære det ud til bilen.
- Såmænd også om nødvendigt en 25 kg sæk hønsefoder for de svage unge mennesker, siger hun med et skævt smil.
Salgsvogn i 25 år
Efter tiden som landmand, blandt andet med 60 jerseykøer på Tårup Overgård i Gelsted, startede Otto Egelund Jensen i 1986 med salget af landbrugsartikler. Det var ikke mindst med inspiration fra sin tvillingbror Arne, som drev maskinforretning i Humble på Langeland.
En lastbil blev fyldt med datidens fornødenheder, især uoriginale dele til malkemaskiner, og på et tidspunkt med over 18 forskellige slags pattegummi gik det afsted på de fynske landeveje.
- I starten bankede jeg på hos landmænd, og forretningen blev hurtigt bygget op med mange faste kunder, som ringede efter mig, fortæller Otto Egelund Jensen, som i 25 år kørte med salgsvognen, frem til uheldet på hovedvejen.
I de første år var det hver dag fra mandag til torsdag, men da butikken først blev etableret på skovejendommen uden for Stenstrup og otte år efter på hovedstrædet i Stenstrup, blev der kun kørt ud om eftermiddagen.
Den rette køber er velkommen
- Jeg tror, jeg havde over 1.000 kunder på det meste af Fyn. Mange af landbrugene er nedlagt i dag, men heldigvis kommer stadig mange landmænd, også store, driftige folk, her i butikken. Det er bare herligt, og vi glæder os over en stadig god omsætning, siger den sydfynske handelsmand og for eksempel oplyser, at der sidste år blev solgt 28 nye motorsave og 50 tons foder i 15 og 25 kilo sække.
Else og Otto Egelund Jensen har åbent i butikken hver tirsdag, onsdag og fredag fra 8 til 17, og om lørdagen fra 8 til 12.
Sammen erkender de, at de efter de mange år gerne vil afhænde butikken med de utallige landbrugsartikler. Omend det bliver svært ikke at kunne tale med de mange kunder, lyder det fra Otto i den polstrede kontorstol bag ruden ved indgangen.
- Vi sælger ikke for en hver pris. Men kommer den rette, seriøse køber, er vi klar til at sælge både butikken, det komplette varelager og huset her ved siden af med den gode lejeindtægt.















































