Vestjyllands Andel flytter i starten af næste år hovedkontor fra den nuværende placering i Ringkøbing til Industrivej Nord 9B i Birk Centerpark i Herning.
“Vestjyllands Andel flytter hovedkontoret til landbrugets hovedstad”
Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse, som Vestjyllands Andel har sendt ud i anledning af, at grovvareselskabet i starten af næste år flytter hovedkontor fra den nuværende placering i Ringkøbing
til Industrivej Nord 9B i Birk Centerpark i Herning.
- Med flytningen ønsker grovvareselskabet bl.a. at centralisere en række funktioner samt i endnu højere grad at markere sig som landbrugets foretrukne partner. Vestjyllands Andel har oplevet stor vækst i løbet af de seneste år. Omsætningen er steget, kundekredsen er blevet større, og flere medarbejdere er kommet til. Som en konsekvens heraf er hovedkontoret i Ringkøbing efterhånden blevet for småt. Det er således også én af årsagerne til, at grovvareselskabet har valgt at investere i et nyt hovedkontor i Herning, lyder det fra selskabet.
- Flytningen af vores hovedkontor skal ses som et naturligt skridt på vejen til at fremtidssikre Vestjyllands Andel. I takt med at virksomheden vokser, bliver organisationen også større, og målet har været at samle drift, logistik, salg, handel, kvalitet, miljø og stabsfunktioner under ét tag for at skabe en større sammenhængskraft. Dét får vi muligheden for med etableringen af et nyt hovedkontor i Herning, fortæller Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.
- Naturligt
At valget er faldet på Herning er ikke nogen tilfældighed. Det fortæller bestyrelsesformand Leif Haubjerg.
- I videreudviklingen af virksomheden synes det naturligt at etablere vores nye hovedkontor i Herning. Det er landbrugets hovedstad, hvor der årligt strømmer folk til i forbindelse med svinekongres, Landsskue,
Agromek, delegeretmøde, osv. I den henseende stemmer beliggenheden godt overens med Vestjyllands Andels ambitioner om at være landbrugets foretrukne partner, siger Leif Haubjerg.
Han tilføjer:
- Hjemstedskommunen er stadig Ringkøbing-Skjern, og vi vil blive ved med at efterleve vores mantra VSF – Vestjysk Sund Fornuft. Samtidig kan vi dog konstatere, at vores kerneområde har udvidet sig markant, i takt med at virksomheden er vokset. Ved at flytte hovedkontoret til Herning, som er et knudepunkt i Midt- og Vestjylland, har vi til hensigt at placere os så centralt i kerneområdet som muligt, og samtidig indikerer vi, at vi ønsker at gøre os interessante for en endnu større kundekreds, slutter Leif Haubjerg.
60-70 medarbejdere vil få deres daglige gang i det nye hovedkontor.
mip