Kubota lancerer tre nye traktorer

I onsdags lancerede japanske Kubota tre nye traktorer i M6002-serien, der kommer på det danske marked sidst på året.

Kubotas nye M6002-traktorserie tilbydes i hk-segmentet fra 121 hk til 141 hk og henvender sig primært til de animalske landbrugsbedrifter som en allround-traktor. Modelbetegnelsen for de tre nye modeller er: M6122, M6132 og M6142.

M6002-traktorserien er udstyret med en 6 liters 4-cylindret Stage V-motor, der under transportopgaver kan booste yderligere 20 hk. Traktorerne leveres med en 230 liters-brændstoftank til lange arbejdsdage.

De nye Kubota-traktorer er produceret og designet 100 procent af Kubota selv. Traktorerne har fået en helt ny 24x24-PowerShift-transmission, og ved forskellige opgaver kan den nye transmission selv finde de optimale gearskift. Føreren kan stoppe traktoren uden brug af koblingspedalen.

Det er Nellemann Machinery, der er den danske importør af Kubota-traktorerne, og importøren forventer, at traktorerne frigives til salg i Danmark sidst på året.

per@effektivtlandbrug.dk
mobil 20 25 10 37

Læs også