Markerne på Gadbjerg Østergaard i Gadbjerg mellem Grindsted og Vejle ser noget anderledes ud i år, end de plejer at gøre.

De er ujævne, lidt knoldede og fulde af planterester.

- Det skal man da lige vænne sig til at se, siger indehaver af bedriften, Jørgen Nielsen, der fra og med i år er pløjefri landmand.

Derfor er det slut med at pløje og tromle. Rotorsåsæt og plov er sat bagerst i maskinhuset, og i år er det en Pöttinger-harve og en Väderstad Rapid såmaskine, der har klaret forårsarbejdet på ejendommen.

- Vi har valgt at gå over til det pløjefri dyrkningssystem, fordi min søns jord er kommet med i markdriften, og så skulle vi lige pludselig nå 130 hektar mere. Det kunne vi ved at harve i stedet for at pløje, fortæller Jørgen Nielsen, der i efteråret var ude at investere i en ny Pöttinger 5 meters dybdeharve og en 4 meters Väderstad Rapid såmaskine.

Kom godt i gang

Onsdag den 25. maj fra klokken 13.00 til 16.00 er han vært ved Åben pløjefri mark i samarbejde med FRDK og Velas. Det foregår på Sejersmosevej 4, 7321 Gadbjerg.

Jørgen Nielsen fortæller om sine overvejelser omkring at gå over til det pløjefri system, planteavlskonsulent Kasper Holm Kristensen, Velas, giver gode råd til at komme i gang, og projektchef hos FRDK, Hans Henrik Pedersen, fortæller om mulighederne med efterafgrøder.

Arrangementet er gratis, og Velas er vært ved kaffe og kage.

Undgår dårlig pløjning

Jørgen Nielsen kommer ikke til at savne hverken plov eller diesel, der skulle til for at trække den.

Han har som regel altid en 1. års elev fra landbrugsskolen, og blandt de helt nye elever er det de færreste, der har den store erfaring med pløjning.

- Det er meget nemmere for dem at blive dygtige til at harve, og vi kan bedre få nogle til at hjælpe, der heller ikke har stor pløjeerfaring, fortæller landmanden.

Forbedret jordstruktur

Den nye pløjefri landmand er spændt på at se, hvilke forbedringer der kommer i jorden.

- Vi har blandede jordtyper lige fra ler til humus og sand, og på den lette jord skulle vi for eksempel gerne undgå sandflugt, siger han.

De første erfaringer

Forberedelserne til den pløjefri dyrkning begyndte så småt i efteråret, hvor Jørgen Nielsen såede lovpligtige og frivillige efterafgrøder med den nye Pöttingerharve, der har frøudstyr.

Der blev også harvet til en vinterhvede efter en havremark, og der spirede noget havre frem i den nye hvedemark.

- Nu skal vi lige lære teknikken, og jeg tror måske, vi harvede lidt for dybt, fortæller Jørgen Nielsen.

Han har også været nødt til at vænne sig til et nyt sædskifte. Normalt har han haft hvede efter hvede, men det er slut i det nye system, og det er meningen, at der også skal hestebønner ind i sædskiftet, hvor der i øvrigt er byg, hvede, rug og raps.

Gadbjerg Østergaard

Ejet af Jørgen Nielsen

Købt i fri handel i 1993

20.000 slagtesvin

500 hektar i markplanen, heraf 300 ejet

Dyrker byg, hvede, rug, raps og vinterbyg til foder

Marksamarbejde med sønnen Johnny Nielsen, der har en bedrift med 130 hektar og søer

Pløjefri siden 2022

Maskinliste

5 meter Pöttinger dybdeharve med frøudstyr til efterafgrøder

4 meter Väderstad Rapid såmaskine

Pløjefri dyrkning