Skoletjeneste ser tilbage på flot år
Landbrug & Fødevarer har sendt over 17.000 elever på gårdbesøg i løbet af skoleåret 2021/2022.

17.000 elever har været på gårdbesøg gennem skoletjenesten i det forgangene skoleår. Arkivfoto: John Ankersen
Efter to skoleår hvor skoletjenestens besøgsordning har været begrænset af corona, kan skoletjenesten se tilbage på et år, som har vist, at både elever og lærere gerne vil blive klogere på, hvor maden kommer fra.
Skoleværterne har taget imod mere end 17.000 elever i det forgange skoleår. Det er cirka 10.000 flere elever i forhold til skoleåret 2020/2021, og dermed er der fortsat stor interesse for at tage turen fra klasseværelset og ud i den virkelige verden til en sjov og lærerig oplevelse med dansk landbrug, dyr, maskiner, lyde og lugte, skriver Landbrug & Fødevarer på sin hjemmeside.
I løbet af skoleåret er der også kommet nye værter til, og skoletjenesten tæller nu over 300 besøgslandbrug fordelt over hele landet. Mens værterne kan holde en velfortjent pause hen over sommeren, er de første bookinger til det kommende skoleår allerede begyndt at tikke ind.
Om skoletjenesten
Skoletjenesten er en enhed under Landbrug & Fødevarer, der sørger for, at skolebørn kan komme på landet og se, hvor den mad de spiser, kommer fra.
Over 300 landmænd fordelt over hele landet tager imod besøg fra elever fra 0. klasse til 3.g. Lærerseminarier er også meget velkomne.
Landmanden åbner sin stald, viser rundt og fortæller om arbejdet, dyrene, afgrøder og livet på landet.
Der er desuden mulighed for et digitalt gårdbesøg, hvor elever og lærere kan lære mere om dansk landbrug hjemme fra klasselokalet.
(Kilde: Landbrug & Fødevarer)