Omstridt fjord med urealistiske miljømål

På årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger konstaterede formanden Povl Fritzner, at udledningen af spildevand i Karrebæk Fjord er en underbelyst faktor.

ÅRSMØDE Traditionen tro fyldte Karrebæk Fjord en del, da formand Povl Fritzner aflagde beretning på årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger, som – på grund af corona-restriktionerne – foregik uden deltagelse af blandt andet pressen.

Karrebæk Fjord har i årevis været omstridt på grund af de miljømål, den skal opfylde i vandområdeplanerne for at kunne betegnes som værende i god økologisk tilstand. Miljømål, som man fra landbrugets side finder urealistiske.

Fjorden er blandt andet brugt til at illustrere betydningen for miljøet af, hvornår på året, der udledes kvælstof. Desuden er Karrebæk Fjord kommet i fokus, da Miljøstyrelsen har erkendt, at det var en fejl, at Næstved Havn fik tilladelse til dumpning af slam fra sejlrenden nær nogle af de målestationer, man bruger til at måle miljøtilstanden i fjorden.

Underbelyst faktor

På årsmødet var det spildevandsudledningen til Karrebæk Fjord, som Povl Fritzner problematiserede.

- Seges har på baggrund af officielle data fra AU-DCE opgjort den månedsvise tilførsel af kvælstof til fjorden. I sommerhalvåret er næringsstofudledningen domineret af punktkildetilførslen, som i månederne juni-juli-august gennemsnitligt udgør henholdsvis 57 procent for kvælstof og 92 procent for fosfor.

- Det er altså tydeligt, at spildevand er en særdeles betydende og ovenikøbet underbelyst faktor i den periode på året, hvor algevæksten sker, lød det ifølge beretningen fra Povl Fritzner.

Flere kommuner bag

I oplandet til Karrebæk Fjord bidrager Næstved, Ringsted, Faxe og Sorø kommuner til denne udledning, forklarede han, og opsummerede flere af kommunernes udfordringer gennem de seneste år med at indberette korrekte data for de regnbetingede overløb.

Blandt andet har man i Faxe Kommune i årene 2014-2019 ikke indberettet korrekt. Og også i Ringsted har der været problemer, påpegede Povl Fritzner, og fortalte, at der begge steder er forbedringer på vej.

Det vand, der kommer ud fra rensningsanlæggene til Karrebæk Fjord, er dog ifølge Povl Fritzner ikke altid lige rent. Til Karrebæk Fjord findes 13 rensningsanlæg.

- Spildevandet fra byerne er kvælstof (toiletter og køkkenvaske) og fosfor (vaskepulver). Næstved Renseanlæg, det næststørste i oplandet, har den ringeste reduktion af både næringsstoffer og organisk stof. Udledningen fra anlægget sker til kanalen i Næstved lige inden, den løber sammen med Karrebæk Fjord, og derfor har anlægget ikke så strenge krav til rensning som de anlæg, der udleder til vandløb.

Begrænset renset

- Det virker umiddelbart bekymrende, at spildevand, der er begrænset renset, udledes stort set direkte til Karrebæk Fjord, hvor landbruget bliver mødet med massive krav om kvælstofreduktioner på grund af fjordens kvælstofbelastning, sagde Povl Fritzner.

Han fortalte, at ØØL – i samarbejde med Seges og VKST – har iværksat en større udredning om andre forhold i Karrebæk Fjord. I den udredning indgår en grundig punktkildeundersøgelse i oplandet til Karrebæk Fjord.

- Vi ser frem til at drøfte den undersøgelse med kommunerne og forhåbentlig sammen finde miljøindsatser, der giver mening, sagde Povl Fritzner.

Læs også