Den skattefrie grænse for chefens julegave er forhøjet

Den skattefrie grænse for, hvornår man skal betale skat af gaven er blevet forhøjet med 100 kroner, og julegaven kan nu have en værdi af 900 kroner, uden man bliver beskattet af den.

SKATTEFORHOLD Arbejdsgiverne har i år en ekstra mulighed for at forkæle deres medarbejdere, da den skattefrie grænse for julegaver er blevet forhøjet fra 800 til 900 kroner, og det er muligt at modtage en julegave til en værdi af 1.200 kroner uden at betale skat – det afhænger dog af, om medarbejderen har modtaget andre personalegoder i løbet af året.

- Hvis julegaven har en værdi på 900 kroner, vil den altid være skattefri, men hvis gaven har en værdi på mellem 900 og 1.200 kroner, afhænger skattefriheden af, om medarbejderen har fået andre goder i løbet af året. Hvis julegavens værdi overstiger 1.200 kroner, vil beløbet altid være skattepligtigt, fortæller Per Ørtoft Jensen, partner og skatteekspert i PwC.

Hvis man som medarbejder får flere personalegoder og ikke bare ét gode til en samlet værdi, der overstiger bagatelgrænsen på 1.200 kroner på årsbasis, vil beløbet blive beskattet som personlig B-indkomst uden AM-bidrag, og det er samtidig medarbejderen selv, som har pligt til at skrive det på sin årsopgørelse.

- Min anbefaling er at sørge for at julegavens værdi ikke overstiger grænsen på 900 kroner, fordi man så undgår tvivlsspørgsmål, og man behøver samtidig ikke tage højde for, om medarbejderen har fået andre personalegoder i løbet af året, så bagatelgrænsen på de 1.200 kroner overstiges, oplyser Per Ørtoft Jensen.

Aktuel indkøbspris er afgørende

Hvis man som gavemodtager tænker, at den julegave, man har modtaget, overstiger beløbsgrænsen, er det vigtigt at forholde sig til, at det nødvendigvis ikke er detail- eller onlineprisen på produktet, der gør sig gældende. Det er derimod den anskaffelsesværdi, som arbejdsgiveren har forhandlet julegaven hjem til. 

- Som udgangspunkt gælder markedsværdien, når man skal værdiansætte en julegave, men i praksis er det arbejdsgiverens aktuelle indkøbspris, der fungerer som den skattepligtige værdi, forklarer Per Ørtoft Jensen og uddyber:

- Det betyder, at selv om varen reelt set har en markedsværdi, der overstiger 900 kroner, har arbejdsgiveren alligevel mulighed for at give produktet som en skattefri julegave, fordi gaven er forhandlet hjem til en pris, der ikke overstiger de 900 kroner.

Per Ørtoft Jensen gør slutteligt opmærksom på, at hvis man i løbet af året har modtaget en lejlighedsgave i forbindelse med private mærkedage som for eksempel fødselsdag, barnedåb, konfirmation, bryllup og lignende, tæller denne ikke med i den samlede bagatelgrænse på 1.200 kroner.

jhal

 

Læs også