Landbrugsstyrelsen politianmeldte i sidste uge 38 sager på grund af mistanke om, at der er begået svig i forbindelse med støtteansøgninger. Mistanken om svig er opstået i forbindelse med sagsbehandlingen, og der er ikke sket udbetaling i sagerne, lød det i en pressemeddelelse fra styrelsen.

Politianmeldelserne i sidste uge kommer efter, at styrelsen i marts 2019 overdrog 17 sager til politiet med henblik på videre efterforskning og efter anbefaling fra Kammeradvokaten, som har vurderet omkring 85 sager i alt.

Udover politianmeldelserne så har Landbrugsstyrelsen desuden besluttet at genoptage en række andre sager om projektstøtte som følge af det øgede fokus på svig. De sager er for nogles vedkommende op til fire år gamle.

Fra Landbrugsstyrelsen lød det i sidste uge, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen.

»God tro«

Og netop de manglende udmeldinger i sagen får nu LDM-formand, Kjartan Poulsen til at reagere.

- Lad mig slå fast, at har nogen snydt, så må de stå til ansvar for det. Er det svindel, så lad os få det afgjort, siger han.

Han påpeger, at han dog er bekymret for, at landmænd – der ikke bevidst har snydt – risikerer at blive straffet på grund af fejl under ansøgningsprocessen, som er foregået i »god tro«.

Det sker ikke mindst i den gennemgang af de gamle sager om projektstøtte, som Landbrugsstyrelsen nu har besluttet at gennemføre. Fra Kjartan Poulsen lyder det, at det for ham virker uvederhæftigt, at Landbrugsstyrelen har udformet ansøgningsskemaer så lemfældigt, at det efterfølgende har været nødvendigt at bruge helt op til fire år eller mere på at finde ud af, at noget er galt.

- Det må simpelthen være statens opgave at klare den sag, hvis vi har at gøre med folk, som har handlet i god tro. I den her sag har det åbenbart været meget svært for Landbrugsstyrelsen at gennemskue, om man har taget fejl eller ej, og når det er tilfældet, så mener jeg, at styrelsen burde æde den her som deres egen fejl, siger Kjartan Poulsen.

Ikke orienteret endnu

Ifølge Landbrugsstyrelsen er alle de landmænd, som styrelsen har kig på lige nu, heller ikke blevet orienteret endnu. De berørte støtteansøgere vil i stedet få løbende besked, lyder det.

- At man end ikke kan få at vide, at man er søgelyset, og i nogle tilfælde endda politianmeldt, virker jo som om, at det her er blevet et lovløst land. Når du bliver ramt af for eksempel noget krydsoverensstemmelse, så får du da i det mindste at vide, at du er politianmeldt. Og ja, så kan der så gå et år, før politiet ringer, men ikke engang det kan man finde ud af her.

- Men jeg vil da mene, at du har ret til at vide, at du er blevet politianmeldt, siger Kjartan Poulsen.

Fra Landbrugsstyrelsen lød det i sidste uge, at da der potentielt kan være tale om svig med EU-midler, vil Landbrugsstyrelsen udover dansk politi også indberette de enkelte tilskudssager til Rigsrevisionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 67 35