LAD OS BEGYNDE med et tankeeksperiment. Med udgangspunkt i virkeligheden på de danske motorveje. Her er der som bekendt strækninger, hvor det er tilladt at køre 130 km/t. Nu kommer der så en opgørelse fra Færdselsstyrelsen, der viser, at der er fundet flere tilfælde ....
LAD OS BEGYNDE med et tankeeksperiment. Med udgangspunkt i virkeligheden på de danske motorveje. Her er der som bekendt strækninger, hvor det er tilladt at køre 130 km/t. Nu kommer der så en opgørelse fra Færdselsstyrelsen, der viser, at der er fundet flere tilfælde af danskere, som kører hurtigere. Ikke hurtigere end de må. Men hurtigere. Tre gange så mange bilister end tidligere kører således med 100 km/t på motorvejene. Det går altså vildere for sig i trafikken. Men fortsat langt under den hastighed, som lovgiverne har fastsat efter råd fra eksperter i politi og diverse færdselsgrupper.
LAD OS NU samtidig forestille os, at en trafikordfører fra en af Folketingets partier stiller sig op i offentligheden og argumenterer for, at det er stærkt problematisk, at hastigheden stiger. Godt nok fra et uhørt lavt niveau. Men den stiger. Og dermed er vi alle inde i en ond cirkel, som der bør gøres noget ved, lyder det. Og skulle der være politiske modstandere, som argumenterer for, at der intet problematisk er i de stigende hastigheder, da disse fortsat ligger langt under eksperternes risikogrænse, så er sådanne politikere naturligvis på afveje. Alene det at forsvare en adfærd, der er stigende – ja, et sådant forsvar er naturligvis vanvittigt.
VI TÆNKER, AT hvis der var sådanne trafikordførere i Folketinget, så ville de hurtigt blive gjort til grin i diverse medier, på Facebook og i al almindelighed. Men sådan er virkeligheden ikke, når det kommer til den kemi, der fuldt lovligt anvendes i dansk landbrug. Anvendelsen ligger som bekendt langt under de fastsatte grænseværdier. Altså langt under kemiens hastighedsgrænse. Men det faktum ignoreres i en debat, som bliver stadig mere skinger og følelsesladet og totalt blottet for konkret viden.
FAKTA ER, AT ja det er korrekt, at Fødevarestyrelsen har fundet, at der er sket en tredobling af andelen af kemi i danske grøntsager - svarende til fund af rester i 27 procent af grøntsagerne. Sagen er imidlertid, at tredoblingen ligger langt, langt under den fastsatte grænseværdi, der ikke blot ligger langt under, hvad myndighedernes eksperter fortæller udgør nogen som helst sundhedsrisiko. Der er også, for at være helt sikker, indbygget et forsigtighedsprincip. Sammenlignet med mængderne af anden kemi, vi omgiver os med, er kemien i landbruget harmløs. Det gentager toksikologer igen og igen. Og peger på, at kemien i rengøringsmidler, i træbeskyttelse, i kaffe, i alkohol og i tobak, langt overgår pesticiderne både i farlighed og i mængde.
DERTIL KOMMER, AT mængden af pesticider, der findes i eksempelvis grøntsager, på en risiko-skala ligger tusindvis af procent under risikoen ved at indtage alkohol, kaffe og cola. Det fortæller toksikologer. Læg dertil det faktum, at skulle landets lægemidler, som de fleste af os stifter bekendtskab med her i de sygdomsplagede vintermåneder, godkendes af miljømyndighederne, ville de dumpe på stribe. Det fortæller ligeledes folk med forstand på kemi. Lægemidler overgår nemlig stort set fra en kant pesticider, hvis man ser på giftigheden.
MEN NU SKAL lægemidler som bekendt – og ironisk nok – godkendes af sundhedsmyndighederne. Og så er de hverken politisk eller i den offentlige debat et problem. Det er pesticiderne, fordi de stik imod al faglighed er gjort til ondskabets, giftige rod. Tænk sig, at man i et så veluddannet og oplyst land som Danmark kan have en så unuanceret kemi-debat, hvor folkevalgte politikere er dem, der fører an. Det er i sandhed bekymrende.