Kampen om kerneudskillelse

En væsentlig del af kampen om kundernes gunst foregår tilsyneladende et sted indhyllet i støv og avner

En velfungerende soldkasse og for den sags skyld, velfungerende rystere, er betinget af, at maskinen er i vandret position.

Ved tærskning på skrænter påvirker både hældninger sideværts og hældninger i længderetningen kerneudskillelsen, især i soldkassen. Og den udfordring har producenterne hver især lagt store anstrengelser i at løse.

Claas har med sin nye Lexion 700-serie, der netop har afsluttet en fem uger lang demotur i Danmark, præsenteret en fjerde dimension til sin hidtidige 3D-soldkasse, der allerede nu kompenserer for ophobninger ved kørsel på skråninger. Nu kan nogle skærme under rotoren ved hjælp af hydraulik åbnes og lukkes mere eller mindre, afhængigt af, hvor meget maskinen hælder.

Samtidig kompenserer soldkasseblæseren for soldkassens hældning i længderetningen, hvorved materialet forbliver hensigtsmæssigt fordelt på soldkassen. Alt sammen fuldautomatisk uden førerens aktive medvirken.

Korrekt aflevering

Case IH introducerer i sin 140-serie af Axial Flow-rotormaskiner et system, hvor en særlig anordning på siden af maskinen giver soldkassen en mindre sideværts bevægelse udover den frem- og tilbagegående bevægelse.

Denne anordning kompenserer for sideværts hældninger op til 12 grader og kobles til og fra helt automatisk. Cross Flow kaldes funktionen og sikrer sammen med seks langsgående snegle under AFS-rotorens forreste tærskeafsnit et konstant og stabilt tilløb til soldkassen.

Aluminium øger arealet

Blandt 2016-nyhederne hos rystermaskinerne markerer John Deere med nye W- og T-serier den mest vidtgående fornyelse ved dels at øge såvel rysternes længde en smule og soldkassearealet væsentligt.

Med konventionelle rystermaskiner på nu op til 40 fods bredde er farten på materialestrømmen fra skærebordet øget, og diameteren på kerneudskilleren bag cylinderen blevet større.

Herefter får soldkassen mere at bestille, og derfor er det samlede soldareal nu på størrelse med et mindre karlekammer, i alt 6,3 kvadratmeter. De vægtmæssige konsekvenser af at øge soldarealet er elimineret ved, som de første i verden, at opbygge soldkassen i aluminium, hvorved der spares væsentlig vægt og ikke mindst vibrationer i maskinen.

Kaskade ind på soldet

Mens John Deere mener sig verdensledende på kerneudskillelsesareal, ser New Holland sig som indehaver af verdensrekorden for konventionelle rystermaskiner.

En ny generation af New Hollands CX-serie, ligeledes med op til 40 fods skærebordsbredde, har variabel hastighed på rysterne. Kører man og tærsker opad bakke, sættes rysterhastigheden lidt ned, og omvendt rotere rysterne lidt hurtigere ned ad bakke, hvorved halmens opholdstid på rysterne bliver den samme.

I Opti-Clean-soldkassen forventer New Holland en op til 20 procents større kapacitet ved en forbedret kaskadefunktion, hvor materialet afleveres ind på soldkassen.

Også soldkassens arbejdsslag tilpasses automatisk hældninger og materialemængde, ligesom den automatiske justering af blæserhastigheden i forhold til terrænhældningen holder mere materiale i luften over soldene.

Læs også