Spændende dag forude ved VM i pløjning

Danske Jens Iversen ligger på en foreløbig andenplads, og intet er afgjort, før der er pløjet i grønjord i dag.

Efter gårsdagens pløjning i stubjord endte danske Jens Iversen som nummer 2. Det betyder, at han stadig har en chance for at kalde sig verdensmester i pløjning for standardplov, inden dagen er omme.

Han deler andenpladsen med to konkurrenter, mens en skotte har placeret sig på førstepladsen.

- Intet er afgjort endnu, siger Bjarne Nielsen, der selv er tidligere VM-deltager og pløjevært for stævnet, der afholdes i Hjardemål i Thy.

Pløjerne starter flækning klokken 10 i dag, og klokken 11.20 starter de den egentlige pløjning.

Resultatet bliver først afsløret i aften klokken 21.00 ved en prisoverrækkelsesceremoni i Nors Hallen.


Svært at få medalje i vendeplov-klassen

I vendeplovs-klassen er det danske Søren Korsgaard, der forsvarer de danske farver, og efter gårsdagens pløjning, endte han på en 10. plads.

- Det bliver svært for ham, at hente de andre deltagere, vurderer Bjarne Nielsen.

Læs også